Tre røvere fik dosis med pulverslukker

Ekspedient i smykkeforretning i Fjerritslev sprøjtede på tre røvere, hvoraf den ene var bevæbnet med pistol

"Get down, get down", lød ordren fra tre mørkklædte røvere mandag eftermiddag til ekspedienten i en smykkeforretning i Fjerritslev.

Men hun adlød ikke uden videre.

Kvinden tog en pulverslukker frem og sprøjtede på mændene, inden hun løb op på første sal og ringede til politiet.

Røveriet mod forretningen Flintholm er sket cirka klokken ti minutter i fire.

Umiddelbart ved politiet ikke, om mændene fik et udbytte med sig.

Formentlig er de kørt væk i en bil, lyder det fra vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.

Mændene er muligvis østeuropæere. Alle tre var iført sorte jakker og blå cowboybukser.

Den mand, der havde en pistol i hånden, var desuden iført sorte handsker med noget hvidt på.

En af de andre har desuden et fipskæg, mens den tredje har et bredt ansigt.

Politiet vil gerne høre fra vidner, der har set mændene i området før eller efter røveriet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere