Bombe smidt i sag om dobbeltdrab

Tusindårsskoven: Forsvarer anklager de juridiske dommere for at være inhabile, efter hans vidner er blevet annulleret

Ifølge forsvarer Jesper Storm Thygsen ville hans klient blive frikendt, hvis han kunne så tilstrækkelig tvivl om bevisførelsen - bl.a. ved at føre de nu annullerede vidner. (Foto: Per Rasmussen)
Ifølge forsvarer Jesper Storm Thygsen ville hans klient blive frikendt, hvis han kunne så tilstrækkelig tvivl om bevisførelsen - bl.a. ved at føre de nu annullerede vidner. (Foto: Per Rasmussen)

RETTEN I ODENSE (ekstrabladet.dk): Knap var retsmødet gået i gang, før forsvarer Jesper Storm Thygesen her til morgen smed en bombe i retten ved at kalde de tre juridiske dommere i nævningesagen for 'inhabile'.

Forsvareren henviste blandt andet til retsplejelovens § 61, som lyder: Ingen må handle som dommer i en sag, når der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.

Kritikken kommer efter, at retten i torsdags annullerede flere af forsvarerens vidner, der skulle godtgøre, at den tidligere fejlopererede patient Lars Thomsen kan være den potentielle gerningsmand bag drabene og ikke forsvarerens egen klient, den tiltalte Vincent Smith.

Læs også: Medfange afslører: Heidi og Bjarne ville stoppe drabstiltalt

'Min klient ville blive frifundet'
- Hvis jeg kunne føre mine vidner vedrørende Lars Thomsen, ville jeg kunne så rimelig tvivl om min klients skyld, og derved ville han blive frifundet, fastslog forsvarer Jesper Storm Thygesen i sin godt ti minutter lange enetale, hvor han også kaldte de juridiske dommere for 'ukritiske' overfor blandt andet drabschef Jack Liedeckes vidneudsag i torsdags.

- Retten har taget stilling til, at der er tale om overflødig bevisførelse, fordi det ikke var gangbart. Retten har dermed besluttet, at Lars Thomsen ikke kan være gerningsmand alene ud fra en meget kortfattet forklaring fra efterforskningsleder Jack Liedecke, lød det fra Jesper Storm Thygesen, der krævede sagen udsat.

Læs også: Vincent: jeg har gjort noget dumt

Forsvarer: 'I er dumpet'
- Ved at afskære mig fra at føre disse vidner, er det det samme som at sige, at Vincent Smith er skyldig. I har dermed allerede taget stilling til skyldsspørgsmålet, og de juridiske dommere har altså dumpet denne her test, lød den overraskende anklage mod rettens tre dommere.

De annullerede vidner er den fejlopererede patient Lars Thomsen selv, som flere gange har truet den nu dræbte Bjarne Johansen og hans familie på livet. Af andre vidner er bl.a. også en sagsbehandler, som hørte truslerne og i sin tid anmeldte det til politiet.

Anklager Claus Guldbrand reagerede på forsvarerens bombe ved at fastholde anmodningen om, at vidnerne fortsat ikke skal føres i retten.

- Jeg mener, Lars Thomsen skal overveje at anlægge injuriesag mod forsvarer Jesper Storm Thygesen. Der er ikke noget sted, ikke en eneste teknisk erklæring, ikke et eneste vidneudsagn, der konkluderer, at Lars Thomsen har noget som helst med denne sag at gøre. Og jeg mener heller ikke, der noget sted i kendelsen signalerer, at retten allerede har taget stilling til skyldsspørgsmålet.

De tre juridiske dommere har nu trukket sig tilbage for at vurdere deres egen inhabilitet.

1 af 2 
2 af 2 Ifølge forsvarer Jesper Storm Thygsen ville hans klient blive frikendt, hvis han kunne så tilstrækkelig tvivl om bevisførelsen - bl.a. ved at føre de nu annullerede vidner. (Foto: Per Rasmussen)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere