Politi fjerner over 100 rockere fra Strøget

Over 100 personer fra rocker- og bandemiljøet spillede med musklerne natten til søndag i centrum af København.

Betjente mødte natten til søndag talstærkt op omkring Strøget i det centrale København, efter flere personer fra forskellige rockergrupperinger var dukket op i nattelivet.

- Nogle typer fra rocker- og bandemiljøet er ude for at lave en eller anden form for manifestation ved at gå en tur på Strøget, fortæller vagtchef John Hansen ved Københavns Politi.

Over 100 personer fra forskellige bandegrupperinger var mødt op på gågaden.

- Det er noget blandet - både nogle fra Black Cobra, Hells Angels og støttegruppen AK81, som åbenbart føler trang til at sige, at de står sammen.

- Men hvad den dybere mening er, har jeg ingen anelse om, fortæller vagtchefen.

Politiet frygtede, at de mange rockere ville skabe uro i det københavnske natteliv, og derfor fik de hårdkogte typer et ultimatum: Forlad stedet eller bliv anholdt.

Betjente patruljerede intensivt i området for at sikre sig, at rocker-gåturen ned ad Strøget ikke udviklede sig til ballade. Ingen af rockerne havde noget ønske om at blive lagt i håndjern, og derfor forlod alle stedet.

- Der er nu fred og ro på Strøget. Vi er stadig på stedet, men dog ikke så massivt. Men der skulle være trygt dernede, siger John Hansen.

Vagtchefen oplyser, at politiet tidligere har set rockere foretage lignende aktioner.

- Det er sådan noget, de gør for at spille med musklerne. Det er et forsøg på at lave en form for magtmanifestation, fortæller han.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere