Muslimer: Breiviks beretninger er pinefulde

Anders Behring Breiviks rædselsfortællinger fra retssalen i Oslo berører den muslimske del af Norge.

Foto: AP
Foto: AP

Den seneste uges retssag mod den drabs- og terrortiltalte højreekstremist Anders Behring Breivik i Oslo har chokeret hele Norge.

I detaljer har massemorderen fra anklagebænken i Olso Byret beskrevet, hvordan han planlagde og udførte drabene på 77 mennesker i Norges hovedstad samt på øen Utøya i juli sidste år.

Men for Norges muslimer har Breiviks rædselsberetninger fået en ekstra dimension: Breivik har fra anklagebænken fortalt, at han med sine massedrab ville fordrive muslimer fra Norge, som Breivik mener udelukkende skal bosættes af etnisk "rene" nordmænd.

- Han er ond. Rendyrket ondskab. En robot, siger Sihen Naidja, som er en de mange muslimer i det skandinaviske land.

- Jeg tror og håber, at han er alene. De fleste nordmænd tænker slet ikke ligesom ham, tilføjer hun.

33-årige Breivik sagde blandt andet følgende fra retssalen i Oslo tirsdag:

- De muslimske enklaver i Europa vil vokse aggressivt ligesom kræft, indtil de en dag udgør en dominerende magt.

Udtalelser som disse gør dybt indtryk på det muslimske Norge.

- Vi er så kede af at høre de ting, han siger. Muslimer er ikke aggressive, fortæller en anden af Norges muslimer Mohammed Naji.

Efter at Breivik i flere dage har fået mikrofontid fra retssalen i Oslo, frygter Mohammed Naji, at andre kan blive inspireret til at udføre en lignende massakre.

Andre insisterer dog på, at Breiviks detaljerede forklaringer kan være gavnlige i sidste ende.

- Det kan vise folk, at den her form for retorik er meget, meget farlig. Det er et "wake-up call", og jeg tror, at mange vil dæmpe den måde, de taler om de her ting på fremover, siger Basim Gozlan, som driver den norske hjemmeside www.islam.no.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere