Pakistan: 127 omkommet i flystyrt

Myndighederne bekræfter, at alle 127 om bord på et pakistansk fly, der styrtede ned nær Islamabad er omkommet.

Foto: AP
Foto: AP

Et passagerfly med 127 mennesker om bord styrtede fredag ned nær Islamabad i Pakistan på grund af dårligt vejr.

Pakistanske myndigheder bekræfter, at alle ombordværende er omkommet.

Der er ifølge CNN tale om et fly af typen Boeing 737, som tilhører det pakistanske flyselskab Bhoja Airline.

Redningshold var hurtigt på ulykkesstedet, og alle hospitaler var i alarmberedskab både i Islamabad og i den nærliggende by Rawalpindi.

Ulykken skal være sket nær den internationale lufthavn. Flyet var på vej fra Karachi og skulle lige til at lande, da det styrtede ned.

Forsvarsminister Chaudhry Ahmed Mukhar fortæller til BBC, at flyet er brød i brand, inden det styrtede få kilometer fra lufthavnen.

- Vraget er i brand, og flyet er fuldstændig ødelagt. Vi er på stedet med brandmænd, og vi har sat projektører op. Flere redningsfolk er på vej, siger Saifur Rehman, som er talsmand for politiets redningshold.

CNN fortæller, at der har været meget dårlige vejrforhold i området med lav sigtbarhed, og der meldes om tordenvejr nær ulykkesstedet.

Flyselskabet Bhoja Air er et lille kommercielt luftfartsselskab, som begyndte at sende fly i luften for 10 år siden. Senere lukkede det på grund af økonomiske problemer, men er altså åbnet op igen.

Flystyrt er relativt sjældne i Pakistan, hvor rejser mellem byerne ofte foretages med fly.

Dog skete der en ulykke i juli 2010, hvor en Airbus 321 styrtede ned nær Islamabad. 152 mennesker mistede livet.

/ritzau/

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere