Mand anholdt for års misbrug af steddatter

Fynsk pige blev ifølge politiet misbrugt af sin stedfar gennem otte år. Nu er manden anholdt

Fyns Politi sigter en 40-årig mand fra Odense for en stribe seksuelle krænkelser af sin steddatter. Det oplyser advokaturchef Lars Ole Pedersen i en pressemeddelelse fredag.

- Manden sigtes for flere gange at have haft samleje og anden kønslig omgang end samleje med sin steddatter fra hun var 10 til 18 år, fortæller Lars Ole Pedersen.

Den 40-årige mand blev anholdt torsdag, og anklagemyndigheden vurderer, at sagens karakter er så grov, og beviserne mod manden så stærke, at han skal varetægtsfængsels.

Det krav vil anklagemyndigheden fremsætte fredag formiddag ved Retten i Odense, hvor en dommer skal tage stilling til spørgsmålet.

Oplysningerne fra politiet om sagen er i øvrigt sparsomme. Det er normalt i sager om sædelighedsforbrydelser, hvor børn er ofre, af hensyn til offeret.

Af samme grund ønsker anklagemyndigheden også, at fredagens retsmøde kommer til at foregå for lukkede døre.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere