Mange tip om børnelokker

Endnu intet gennembrud i sag om Næstved-børnelokker

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi har fået mange henvendelser om den mand, der de seneste uger er blevet kendt som Næstved-børnelokkeren.

Torsdag formiddag udsendte politiet et frisk signalement, og det har kastet flere henvendelser af sig, og nogle af dem er blevet efterforsket.

Læs også:

Se også: Sådan ser børnelokkeren ud

Manden tilskrives seks forsøg på at lokke børn med sig - endnu har han ikke fået et barn med, så ingen er indtil nu blevet krænket, og nu har politiet sat alt ind på at fange manden.

- Vi vil meget gerne have ham anholdt, så vi kan få stoppet ham og høre, hvad han har for, siger sektionsleder i Lokalpolitiet i Næsted Kenneth Pedersen til ekstrabladet.dk.

Så sent som onsdag klokken 15 forsøgte manden at lokke en syvårig dreng med hjem, og igen kort før klokken 19 var det en 11-årig pige, der på Ellebæksvej ved Hvedevænget var ved at blive offer for manden. Han forsøgte at tvinge hende til at tage imod noget slik, men hun vred sig fri og løb fra stedet.

Flere har haft besøg af politiet
De mange henvendelser til politiet ligger ikke ubehandlede i indbakken.

- Vi har meget stor fokus på denne sag, og alle mand er interesserede i, at vi får anholdt manden. Alle henvendelser bliver gennemgået og efterforsket, siger Kenneth Pedersen til ekstrabladet.dk.

Læs også:

Se også: Politiet intensiverer jagt mod børnelokker

Flere har haft besøg af politiet, fordi de er blevet udpeget som børnelokkeren.

- Vi har både tip om tidligere sædelighedsdømte og helt almindelige mænd uden noget på 'kontoen'. I nogle tilfælde kan vi med det samme afvise, at de har haft noget med sagen at gøre på grund af deres alibi på tidspunktet for hændelserne. Andre tip bliver efterforsket ved, at vi tager ud til folk og ringer på, og vi kan så konstatere, at de pågældende ikke ligner vores gerningsmand, så flere uskyldige har på den måde fået besøg i disse dage, fordi andre har ment, at de lignede gerningsmanden, siger Kenneth Pedersen til ekstrabladet.dk.

Mangler gennembrud
Men der er endnu ingen anholdte i sagen, og politiet mangler det brandvarme tip.

- Specielt efter udsendelsen af det nyeste signalement torsdag er vi meget interesserede i at høre fra folk, der måske har oplysninger, som kan være vigtige for sagens opklaring eller som måske ud fra det nye signalement kan udpege gerningsmanden.

Sagen ligger ikke stille i weekenden.

- Alle, der er på arbejde, har fokus på sagen, og jeg tror i øvrigt at enhver betjent i Næstved og omegn holder øjne og ører åbne, selv om de holder fri, siger Kenneth Pedersen.

Læs også:

Se også: Nu er børnelokkeren blevet kronraget

Han opfordrer borgerne i Næstved til at udvise agtpågivenhed.

- Det er en hårfin balance, for på den ene side ønsker vi ikke at skabe hysteriske tilstande og panik i befolkningen, men på den anden side skal man også træffe nogle forholdsregler, man har det godt med. Jeg tror grundlæggende ikke, at Næstved er blevet et mere utrygt sted at bo for børn, men hvis man har det bedst med at følge sit barn i skole og til og fra fritidsaktiviteter, eller om man beder barnet om at følges med andre børn for tryghedens skyld, så skal man gøre det, siger Kenneth Pedersen til ekstrabladet.dk.

Signalement af gerningsmanden: Mand, dansk, 30-40 år, 180-190 cm høj, almindelig til kraftig af bygning med tyk mave, skaldet eller med meget kort mørkt hår, skægstubbe omkring munden, kan bære hue eller kasket, iført mørk jakke/hættetrøje, grønne bukser og medbringende en sort pose, sæk eller taske.

Har du oplysninger i sagen, kontakt da Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi på telefon 114.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere