Bandidos-folk sigtet efter rockersammenstød

To politihunde forhindrede et voldsomt masseslagsmål mellem 20-30 rockere i Esbjerg

En almindelig politiforretning med tre HA-rockere i en bil endte onsdag eftermiddag i et dramatisk sammenstød på Jernbanegade i Esbjerg.

En politipatrulje standsede rutinemæssigt en bil med tre rockere fra Hells Angels kl. 16.33.

Kort efter kom flere HA-støtter til, og politibetjentene tilkaldte en ekstra patruljevogn.

- På det tidspunkt foregik det hele stille og roligt, men pludselig kom en bil med fire mænd med Bandidos-relationer forbi. De råbte og kørte så videre, fortæller vicepolitiinspektør, Hans Roost, til ekstrabladet.dk.

Politiet fortsatte herefter registreringen af HA-rockerne, men pludselig kom flere end 20 personer løbende mod politiet og HA-rockerne.

- De var maskerede, men kunne dog identificeres som Bandidos-sympatisører. De var bl.a. bevæbnede med bordben, jernrør og fyldte ølflasker.

Hos Bandidos afviser vicepræsidenten i Bandidos Europe, Michael 'Kokken' Rosenvold, imidlertidigt, at hans organisation deltog i onsdagens sammenstød.

- Hverken medlemmer, støttemedlemmer eller hangarounds fra min organisation deltog, siger Michael 'Kokken' Rosenvold til ekstrabladet.dk.

Læs også:

Se også: Rockere i slagsmål i Esbjerg

De to tilstedeværende politipatruljer kaldte 'kolleger i knibe' over radioen, og kort inden rockerne nåede frem til et egentligt sammenstød, nåede to hundepatruljer frem.

- Med trukne knipler og peberspray samt de to politihunde fik kollegerne stoppet parterne, siger Hans Roost.

Umiddelbart efter blev syv HA-rockere anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

- Den videre efterforskning førte senere i går til, at vi kunne standse en bil og anholde tre personer med tilknytning til Bandidos. Vi vurderede, at vi ikke havde nok til en fremstilling, men de er fortsat sigtet for forsøg på grov vold, da vi mener, at den videre efterforskning vil give flere beviser, siger vicepolitiinspektøren.

Ingen af de implicerede parter er særligt meddelsomme overfor politiet.

Den præcise årsag til sammenstødet er derfor ukendt, men politiet mener, at det formentlig er en form for gengældelse for sommerens sammenstød.

- Vi kan jo se, hvordan de kører rundt og provokerer hinanden. De har hverken evnen eller viljen til at stoppe. De vil balladen, siger efterforskningslederen af den organiserede kriminalitet i Syd- og Sønderjyllands Politi, Hans Roost.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere