SOK helt tavse om voldtægts-anklager

Søværnets Operative Kommando om voldtægtsanklager mod Dronningens søfolk: Øhh, vi tænker lige halvandet døgn over, hvad vi skal sige...

Endnu før en grønlandsk kvinde i går for anden gang fra vidnestolen måtte gennemleve den voldtægt, som hun i juli sidste år har anklaget to danske værnepligtige for, måtte hun finde sig i, at de to tiltalte 24-årige anklagede hende for 'selv at ville'.

De to værnepligtige, der sidste sommer havde fast residens på Kongeskibet Dannebrog mens regentparret besøgte Grønland, erkendte nemlig i retten at have haft sex med den jævnaldrende kvinde - men nægter begge alt om voldtægt.

Flere vidner fra Danmark skal i dag afhøres i retten pr. telefon eller video, og de to mænds forsvarer har desuden begæret yderligere to danske vidner afhørt i sagen. Det er derfor usikkert, præcist hvornår der falder dom i sagen.

Ekstra Bladet kontaktede allerede tirsdag aften første gang Søværnets Operative Kommando for at få en kommentar på de grove anklager mod de værnepligtige men kunne her ikke få oplysninger om sagen.

Først efter halvandet døgns undersøgelse af sagen lykkedes det her til eftermiddag presseofficer og kommandørkaptajn Mikael Bill at stykke følgende sætning sammen:

- Vi ønsker ikke at udtale os om den sag, så længe den verserer, og vi henviser derfor til politiet i Grønland.

Anklager Michael Bo Hansen har i retten krævet halvandet års fængsel til hver af de to mænd og en tort-erstatning til den grønlandske kvinde på 70.000 kr. plus 1.000 kr. for hendes sønderrevne tøj.

Ved du noget om voldtægts-sagen fra Nuuk, så sms/mms 1224 (almindelig sms-takst) eller mail til 1224@eb.dk.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere