Historiker om Breviks hilsen: Et varemærke

Breivik har selv fundet på sin armhilsen med knyttet hånd, siger historiker. Men referencerne er klare.

Foto: AP
Foto: AP

Anders Behring Breivik gentog sin såkaldte "ridderhilsen" med knyttet næve og strakt arm, da han mandag morgen blev eskorteret ind i Oslo Byret og fik taget sine håndjern af.

I starten af februar lavede Breivik også det karakteristiske stræk med armen til et møde i retten, og der er formeligt tale om en selvopfundet hilsen, som højreekstremisten bruger som et slags varemærke.

Det vurderer historikeren Nikolai Brandal, som skriver doktorafhandling ved universitetet i Oslo, ifølge den norske avis VG.

- Det er noget, som han selv har fundet på, men med en historisk referenceramme, siger Brandal og peger på de fascistiske armhilsener fra mellemkrigstiden og under Anden Verdenskrig.

Det er efter alt at dømme samme hilsen, som 33-årige Breivik omtaler i sit såkaldte manifest som en "militær hilsen for tempelriddere", skriver VG.

Her beskriver den nu terrortiltalte mand, hvordan man skal hæve sin højre hånd med en knyttet næve - helst iført en hvid handske.

- Dette har han skrevet om i manifestet. Han har fortalt, hvordan en person i hans position skal optræde i retten. Hvis man mener, at han er tilregnelig, er det en del af skuespillet, siger Nikolai Brandal.

Han mener, at Breiviks hilsen kan være et forsøg på at skabe et varemærke, som han har planlagt nøje, lyder det.

Terror- og drabssagen mod Anders Behring Breivik startede klokken 9 mandag morgen. Retssagen er sat til at vare ti uger, og dommen ventes at falde senest 20. juli.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere