400 fanger flygter fra fængsel i Pakistan

Militante islamister har angrebet et fængsel i det nordvestlige Pakistan. Næsten 400 fanger er undsluppet

Næsten 400 fanger er flygtet fra et fængsel i byen Bannus i det nordvestlige Pakistan tidligt søndag, efter fængslet blev angrebet af militante islamister.

De militante islamister angreb med geværer og granater, siger en højtstående politiembedsmand i Pakistan.

Taliban tager ansvaret
Ifølge politiet er 384 af de 944 fanger stukket af under angrebet. Flere skal være blevet såret under angrebet og de kampe, der fulgte.

Pakistans Talibanbevægelse, som har tætte forbindelser til al-Qaeda, siger, at de står bag angrebet.

- Vi har befriet hundredvis af vores kammerater i dette angreb. Flere af vores folk har nået deres mål - andre er på vej, siger en talsmand for bevægelsen.

At det er Taliban, som står bag angrebet, er endnu ikke bekræftet.

Men hvis det er bevægelsens værk, er det et stort slag for den pakistanske sikkerhedstjeneste. Herfra har det nemlig flere gange lydt, at der er sket store fremskridt efter angreb på Talibans højborge.

Voldsomme skududvekslinger
En politikilde fortæller, at det flere af de undslupne selv er militante islamister.

- Mange militante islamister angreb fængslet i de tidlige morgentimer, og næsten 400 indsatte er flygtet, siger politiembedsmanden Mir Sahib Jan.

- Der var voldsomme skududvekslinger, og der blev også affyret granater, siger han.

Den pakistanske Talibanbevægelse har udført en række selvmordsangreb i et forsøg på at vælte den amerikanskstøttede regering i landet.

De islamistiske grupper har dræbt flere end 5000 mennesker i Pakistan, siden regeringshæren i juli 2007 gik i gang med at nedkæmpe de mange væbnede grupper, som opererer i det nordvestlige Pakistan, og som er knyttet til Taliban eller al-Qaeda.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere