Nu er børnelokkeren blevet kronraget

Børnelokker i Næstved slog til igen - bare som kronraget: Ville have otteårig dreng med hjem

Politiet mener, at børnelokkeren der overfaldt en pige i påsken forsøgte sig igen i går eftermiddag mod en otteårig dreng. (Foto: Krak.dk/LilleNæstvedSkole)
Politiet mener, at børnelokkeren der overfaldt en pige i påsken forsøgte sig igen i går eftermiddag mod en otteårig dreng. (Foto: Krak.dk/LilleNæstvedSkole)

Om det er en tilfældighed, at han har ladet sig kronrage vides ikke. Men noget tyder på, at den formodede børnelokker, som i øjeblikket jages af Næstved Politi, i hvert fald har skiftet udseende. Mest nærliggende er det at tro, at det sorte hår er blevet klippet af, fordi han - efter politiet har offentliggjort et signalement af manden - ikke vil kunne genkendes på gaden.

Men trods den nye frisure holder børnelokkeren sig dog ikke tilbage. I går fredag eftermiddag slog han til igen. Denne gang lige foran Lille Næstved Skole på Herlufsholmvej, hvor han antastede en kun otteårig dreng.

Læs:

Se også: Børnelokker på spil igen

- Drengen er på vej hjem fra skole på sit løbehjul og bemærker en mærkelig mand ved cykelskurene foran skolen. Da drengen skal over et fodgængerfelt på Fodbygårdsvej, står manden pludselig bag ved ham og griber fat i hans skulder. Han spørger så drengen: Vil du med hjem?, forklarer vicepolitiinspektør Niels Denny Sørensen fra Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi til ekstrabladet.dk.

Læs:

Se også: Farlig børnelokker spottet

Drengen bliver meget forskrækket og skynder sig bort fra manden, der stort set har samme signalement som den mand, der i påsken overfaldt og slog en 11-årig pige på en legeplads.

Tale om den samme mand
- Det er bemærkelsesværdigt, hvor enslydende signalementet på de to mænd er. Eneste forskel er blot, at denne mand er kronraget. Men ellers fortæller drengen, at han var høj - ca. 190 cm. - 30-40 år, med sorte lange skægstubbe og med en tyk mave. Manden var iført en sort jakke og blå eller mørke bukser. Noget tyder på, at der i hvert fald ud fra signalementet er tale om den samme mand, konkluderer vicepolitiinspektøren.

I påsken blev en 11-årig pige overfaldet, da hun legede på en legeplads ved Sct. Jørgens skole på Manøvej. Skolen ligger i den anden ende af byen, ca. tre km. væk, end Lille Næstved Skole. Her forsøgte manden at lokke pigen med slik. Da hun afslog greb han fat i hendes arm og trak hende afsted. Pigen slap fri, fordi hun i første omgang bed manden i fingeren, og da han greb hende i benet ved at sparke sig fri.

Næstved Politi har nu yderligere intensiveret patruljeringen i området - særligt ved skoler og legepladser - og er meget interesserede i at høre fra borgere, som mener at have kendskab til manden. Om han har været inde på selve skolens område forud for episoden fredag er politiet ved at undersøge ved hjælp af overvågningsmateriale.

Børnene skal løbe
Desuden opfordrer vicepolitiinspektøren også forældre til at tale med deres børn.

- Forældrene bør snakke med deres børn og fortælle, at hvis de bliver antastet, så skal de løbe til den nærmeste voksne. Ikke nødvendigvis helt hjem, men bare den nærmeste voksne person, lyder opfordringen.

- Det er ikke rart, at have ham løbende rundt. Nu er der to episoder sket ved to skoler så noget tyder på, at det ikke blot er en tilfældighed men en bevidst handling, lyder det fra Niels Denny Sørensen.

Hvad frygter I, han er i stand til at finde på?

- Det ved jeg ikke. Jeg kan jo ikke gisne om, hvad han er i stand til, men vi vil i hvert fald gerne have fat i ham, slutter vicepolitiinspektøren.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere