Spionprofessor: PET forbød mig at sove

Finsk professor, der er tiltalt for spionage, kritiserer PET for at forhindre ham i at sove og tage medicin

Den finske professor Timo Kivimäki, der er tiltalt for spionage mod Danmark, er chokeret over Politiets Efterretningstjenestes (PET) forhørsmetoder og behandling af ham de seneste år.

Professoren siger blandt andet til et finsk medie, at PET har afhørt ham i omtrent 350-400 timer, siden han i 2010 blev anholdt første gang, og på den måde gjort det umuligt for ham og hans familie at leve et normalt liv.

Samtidig har efterretningstjenesten brugt metoder, han næppe troede eksisterede i det land, hvor han har været bosat siden 1999.

- I begyndelsen af forhørene blev der anvendt en metode, hvor jeg ikke fik sovet tilstrækkeligt. Jeg fik ikke engang min astmamedicin, siger Timo Antero Kivimäki i et interview med det finske medie Yle.

Det skriver det svensksprogede finske medie Hufvudstadsbladet på sin hjemmeside.

- Jeg vidste ikke, at den type virksomhed er mulig i en civiliseret stat som Danmark, siger han og understreger, at spionmistanken har skadet hans virke som professor.

Ifølge Politiken ønsker PET ikke at forholde sig til Timo Kivimäkis kritik med henvisning til, at sagen nu ligger hos statsanklageren.

Timo Kivimäki, der er suspenderet fra sit job som professor ved Københavns Universitet, er tiltalt for at have leveret sikkerhedspolitiske vurderinger og informationer til fire russiske agenter.

49-årige Kivimäki risikerer at blive dømt for overtrædelse af Straffelovens paragraf 108, også kaldet "den milde spionparagraf".

Efter sigende skulle han have udleveret navne og oplysninger om personer i Danmark, som efterretningstjenesten kunne være interesseret i.

Ifølge Timo Kivimäki udførte han mod betaling fagligt analysearbejde og formulerede videnskabelige argumenter inden for sikkerhedspolitik for russerne, sådan som han har gjort for talrige andre diplomater og regeringer.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere