Kræver sexmorder løsladt efter ni år

Retten i Glostrup skal tage stilling til om manden, der voldtog og kvalte 12-årige Mia i Benløse, nu kan sættes på fri fod. Det kommer han ikke, hvis det står til anklagemyndigheden

Steffen Kristensen som han så ud for ni år siden, da han myrdede Mia. Den nu 31-årige mand blev sidste år gift i fængslet med en drabsdømt kvinde. (privatfoto)
Steffen Kristensen som han så ud for ni år siden, da han myrdede Mia. Den nu 31-årige mand blev sidste år gift i fængslet med en drabsdømt kvinde. (privatfoto)

Efter kun ni år bag tremmer skal sexmorderen Steffen Kristensen, der i 2003 voldtog og kvalte den 12-årige Mia Teglgaard Sprotte fra Benløse, sættes på fri fod.

Dét indstiller hans bistandsværge til retten i Glostrup, der i næste uge skal tage stilling til kravet om løsladelse af den nu 31-årige morder, der afsoner en forvaringsdom i Anstalten ved Herstedvester.

Mia Teglgaard Sprotte blev sexmyrdet som 12-årig af Steffen Kristensen

Steffen Kristensen blev i oktober sidste år gift i fængslet med en drabsdømt kvinde, der afsoner 10 års fængsel i Herstedvester.

Anklagemyndigheden protesterer mod en ophævelse af forvaringsdommen og mener, at Steffen Kristensen er lige så farlig i dag, som han var dengang.

- Det er vores opfattelse, at der ikke skal ændres ved dommen, siger advokaturchef René Harrestrup, Københavns Vestegns politi.

Bistandsværge holder fast
René Harrestrup bekræfter, at der er den dømtes bistandværge, som er kommet med kravet om en ophævelse af forvaringsdommen. Det skete allerede i sommeren sidste år, og bistandsværgen har siden fastholdt anmodningen over for rigsadvokaten.

Derfor skal retten i Glostrup nu tage stilling til kravet om løsladelse. Retten kan ved kendelse ophæve forvaringsdommen, men om det sker er nok tvivlsomt på grund af forbrydelsens grovhed, og at der kun er gået knapt ni år siden sexmordet.

Anstalten ved Herstedvester er kommet med en udtalelse om Steffen Kristensens psykiske tilstand, men hvad der står i dén kommer først frem i retten i næste uge.

Forvaringsdømte, der sidder på ubestemt tid, har alle en bistandsværge og denne har ret til at bede retten om at ophæve forvaringsdommen. Det samme kan den dømte selv, fængslets ledelse, kriminalforsorgen eller anklagemyndigheden.

Faktisk har anklagemyndigheden pligt til efter straffelovens § 72, at påse, at en forvaringsdom ikke opretholdes i længere tid og videre omfang end nødvendigt. Men det er retten, der bestemmer om forvaringen skal ophæves eller ej.

Planlagde voldtægt af ung pige
Steffen Kristensen havde i længere tid planlagt at voldtage en pige, der helst skulle være under 16, så han nemt kunne holde hende nede. Han købte reb og gaffatape og den 27. juni 2003 cyklede han efter aftensmaden hos sine forældre ud for at finde et offer.

Han mødte tilfældigt 12-årige Mia Teglgaard Sprotte ved Benløseparken i Benløse. Han væltede hende af cyklen ind i et buskads, hvor han kvalte hende med en flisesnor og voldtog pigen. Efter drabet gravede han det afklædte lig ned 100 meter fra gerningsstedet.

Tre dage efter blev Mias lig fundet, men Steffen Kristensen blev først anholdt 17 døgn senere. I retten kom det frem, at Steffen Kristensen var seksuelt afsporet, klædte sig i kvindetøj som han stjal og så dødsporno og voldtægter på internettet.

Læs også: Mia-morderens sorte hemmelighed

Mentalundersøgelsen viste, at han var kold, kynisk, beregnende og farlig og 23. april 2004 blev han idømt forvaring på ubestemt tid.

I retten forklarede han, at det ikke havde været så nemt at slå Mia ihjel, som han havde troet: - Det var sværere, end det ser ud på fjersnyn og film, sagde han.

Mia-morderen undskyldte også mordet i retten: - Jeg foragter mig selv, for hvad jeg har gjort. Det er ikke ligefrem noget, jeg er stolt af.

Sidder i snit i 12 år
Fængselsinspektør Hans Jørgen Engbo, Herstedvester, siger at forvaringsdømte i snit sidder i cirka 12 år inden de bliver løsladt.

Der sidder i øjeblikket 29 forvaringsdømte i Anstalten ved Herstedvester og løsladelse sker som hovedregel først efter en langvarig udslusning, der starter med ledsagede og uledsagede udgange og derefter udstationering på en pension.

Læs også: Mias morder idømt forvaring

- Efter tre års afsoning skal vi for første gang vurdere om grundlaget for at opretholde forvaringen er til stede og derefter en gang om året, siger Hans Jørgen Engbo.

Når retten skal bedømme om en forvaringsdømt skal løslades eller fortsat skal afsone ligger der en udtalelse fra Herstedvester, typisk fra en psykiater på Anstalten som vurderer, om den indsatte fortsat er farlig.

Læs også: Mor til dræbt pige i chok over TV2

1 af 2 Her blev Mias lig fundet i skovbunden efter tre døgn. (Foto: Jens Dresling)
2 af 2 Steffen Kristensen som han så ud for ni år siden, da han myrdede Mia. Den nu 31-årige mand blev sidste år gift i fængslet med en drabsdømt kvinde. (privatfoto)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere