EU: al-Khawaja skal have dansk lægehjælp

EU er i kontakt med bahrainske myndigheder i sagen om den sultestrejkende danske statsborger al-Khawaja

EU melder sig nu i koret, der kritiserer håndteringen af den fængslede, sultestrejkende aktivist Abdulhadi al-Khawaja i Bahrain.

Samtidig afviser Michael Mann, der er talsmand for lederen af EU's udenrigstjeneste, Catherine Ashton, at EU har været usynlige i sagen.

- Vi opfordrer på stærkeste vis de bahrainske myndigheder til straks at finde en humanitær løsning, som vil gøre det muligt for Abdulhadi al-Khawaja at blive flyttet til Danmark for at modtage vigtig lægebehandling.

- Det er også i Bahrains egen interesse at finde en humanitær løsning med det samme, skriver talsmanden i en mail til Ritzau.

Dermed øges presset på det bahrainske styre, efter at både USA og FN mandag engagerede sig i sagen.

- Vi er meget bekymrede om det, vi hører om al-Khawajas helbred, efter mere end 60 dages sultestrejke.

- Vi har fulgt sagen tæt og er i tæt kontakt med Danmark både i Europa og i Bahrain. Vi har talt med forskellige bahrainske repræsentanter i løbet af de seneste uger, lyder det fra udenrigstjenesten.

EU opfordrer desuden de bahrainske myndigheder til igen at give konsulær adgang til al-Khawaja.

Det sker, efter at der herskede tvivl om, hvorvidt al-Khawaja var død, fordi diplomater og familie ikke har kunnet kontakte ham på militærhospitalet, hvor han opholder sig.

Sultestrejken tærer hårdt på al-Khawajas fysik. Ifølge det nationale nyhedsbureau Bahrain News Agency har menneskerettighedsforkæmperen udviklet fedtlever, mens hjerne, brystkasse og lunger ikke viser direkte tegn på afmagringen.

Al-Khawaja er idømt fængsel på livstid for at have forsøgt at vælte regimet i Bahrain. Han begyndte for over to måneder siden af sultestrejke i protest mod dommen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere