Ny vurdering: Breivik er IKKE sindssyg

Ifølge den norske avis VG ændrer retspsykiaterne mening. Terroristen og massemorderen Anders Behring Breivik er egnet til almindelig straf

Denne mand er ikke sindssyg. Det siger det nye hold norske retspsykiatere i hvert fald. (Foto: Heiko Junge/AP)
Denne mand er ikke sindssyg. Det siger det nye hold norske retspsykiatere i hvert fald. (Foto: Heiko Junge/AP)

Den nye vurdering af den norske terrorist og massemorder går stik imod den tidligere vurdering.

Anders Behring Breivik er egnet til straf, vurderer det nye hold retspsykiatere ifølge den norske avis VG.

Hvis dommerne i sagen vælger at stole på den nye rapport, kan Anders Behring Breivik straffes med almindeligt fængsel på livstid, der i Norge er 21 år.

Læs også:

Se også: Breivik indrømmer løgn om broderskab

Før jul vurderede retspsykiaterne Torgeir Husby og Synne Sørheim ellers, at han var så psykisk syg, at han ikke kunne straffes på almindelig vis, men skulle have en behandlingsdom.

De gav ham dengang diagnosen paranoid schizofren. Blandt andet på grund af hans 'grandiose vrangforestillinger'. Rapporten blev kritiseret både af lægfolk, fagkolleger, bistandsadvokater, pårørende og den anklagede selv.

Kontroversiel afgørelse
Men den vurdering har de to nye sagyndige psykiatere, Terje Tørrisen og Agnar Aspaas, forkastet.

De to psykiatere har gennemgået al materiale i Breiviksagen og ført samtaler med ham før deres vurdering af ham.

- Det har været vigtigt for os at undgå at drage konklusioner for hurtigt, siger psykiateren Agnar Aspaas, som har gennemført undersøgelserne af Breivik sammen med kollegaen Terje Törrisen.

Læs også:

Se også: Breivik angriber retspsykiatrisk rapport

Og de er altså kommet frem til, at han 'ikke var psykotisk', da han myrdede 77 mennesker i Oslo og på Utøya. Ifølge VG vurderer de dog, at der er 'høj risiko for gentagne voldelige handlinger'.

Breivik har blandt andet været under døgnovervågning i tre uger på et hospital i forbindelse med undersøgelsen, hvor de sagkyndige har haft 11 samtaler med ham.

Der har hospitalspersonalet overvåget hans reaktioner på nyhedsudsendelser og samtalerne med psykiaterne. Deres observationer har de sendt videre.

Stort arbejde
Trykningen af den over 300 sider lange rapport blev indledt omkring klokken ni tirsdag formiddag.

Iagttagere siger, at den nye vurdering vil indebære, at psykiatri og ekspertvurderinger fra psykiatere vil få en større plads under retssagen.

Mange mener, at den nye undersøgelse alene ved sin metodik er bedre end den foregående udredning, som blev stærkt kritiseret.

Læs også:

Se også: Breivik var medlem af norsk Defence League

En del mener, at de to undersøgelser bør anses for at være ligeværdige, og at det først under retssagen kan afgøres, hvilken en af dem der er afgørende.

Alle de fire sagkyndige, der har vurderet Breivik, vil være tilstede under retssagen, hvor de vil skrive tillægsrapporter undervejs på baggrund af deres observationer af ham.

Retssagen starter næste mandag i Oslo Tinghus.

LÆS OGSÅ:

(Foto: Ritzau TV/NTB) 112 - 2. apr. 2012 - kl. 20:05 TV: Breivik fanget på video 64 gange
Se også: Breiviks mor hvidvaskede penge for sin søn
Se også: Breivik planlagde at angribe Obama i Norge

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere