To politikredse skal finde pårørende

To danske politikredse er blevet bedt om at underrette mulige pårørende til ofre for ødegårdsbrand i Sverige

Mindst seks personer har mistet livet i en voldsom brand i et dansk-ejet sommerhus i Sverige.

Svensk politi havde søndag aften hverken overblik over årsagen til dødsbranden eller ofrenes navne, men to af landets 12 politikredse bekræfter nu over for Ritzau, at de er blevet anmodet om at hjælpe det svenske politi med at underrette mulige pårørende.

- Vi skal have fat i nogle stykker, og det er vi i gang med i øjeblikket.

- Vores opgave går alene på at få kontakt til de her mennesker og så sætte dem i forbindelse med det svenske politi og Udenrigsministeriets Borgerservice, siger vagtchef Boye Rasmussen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Også betjente hos Nordsjællands Politi har fået samme opgave.

- Vi er blevet bedt om at underrette nogle pårørende. Resten af hændelsesforløbet ligger hos svensk politi, og så blander vi os ikke i efterforskningen, siger vagtchef Søren Bjørnestad fra Nordsjællands Politi.

Det rustikke og beskedne sommerhus, der hverken havde el eller vand indlagt, brød tilsyneladende i brand natten til søndag. Men først søndag formiddag blev branden opdaget.

Først søndag aften var brandstedet kølet så meget ned, at politiet kunne komme i gang med de tekniske undersøgelser.

Den danskejede ødegård er totalt udbrændt. Svensk politi vil ikke udelukke, at der kan ligge en forbrydelse bag branden og betragter den derfor som muligvis påsat.

Ifølge naboen til ødegården Josef Andersson disponerede to eller tre danske familier over det gamle og afsides beliggende træhus, som ligger i Härja syd for Tidaholm, cirka 150 kilometer nordøst for storbyen Göteborg.

Naboen fortæller, at han har set to biler parkeret ved den nedbrændte bygning. En af dem bærer danske nummerplader, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere