Mistænkt morder kan have hævnet sin far

To hvide mænd er sigtet for tre skuddrab på sorte amerikanere i Oklahoma. Politi undersøger motiv

19-årige Jacob England og 32-årige Alvin Watts er anholdt i forbindelse med skudepisoden i USA. (Foto: AP)
19-årige Jacob England og 32-årige Alvin Watts er anholdt i forbindelse med skudepisoden i USA. (Foto: AP)

Politiet i den amerikanske delstat Oklahoma undersøger nu, om motivet bag fredagens drab på tre afroamerikanere i byen Tulsa kan være hævn.

Søndag morgen anholdt politiet to hvide mænd på henholdsvis 19 og 32 år og sigtede dem begge for at have skudt og dræbt de tre sorte amerikanere og såret yderligere to alvorligt.

Politiets efterforskere mener stadig, det er for tidligt at sige, om drabene er racerelateret, men mistanken om hævn stammer fra en kommentar på den 19-åriges Facebookprofil.

Kort før drabene skrev han i en racistisk tone på det sociale netværk, at hans far for præcis to år siden blev dræbt af en sort mand.

- Det har drevet mig til vanvid, skrev den 19-årige blandt andet om drabet på faderen.

Den 32-årige mand, som bor sammen med den 19-årige, bakkede op om vennens update i det sociale netværk. Facebook-profilen blev søndag lukket ned.

- Det er tydeligt fra kommentaren på Facebook, at han (den 19-årige, red.) havde et regnskab, der skulle gøres op, og det er muligvis en del af motivet.

- Hvis man læser kommentaren og samtidig ser, hvad han er sigtet for at have gjort, kan man se, at der er en forbindelse mellem de to ting, siger polititalsmand Jason Willingham ifølge nyhedsbureauet AP.

De to mordsigtede blev anholdt efter en regulær menneskejagt i Oklahoma. FBI og US Marshals Service tilsluttede sig lørdag de statslige efterforskere i den amerikanske delstat for at opspore de mistænkte drabsmænd.

Under anholdelsen i et hus i den lille by Turley nord for Tulsa fandt politiet også et håndvåben. Og få kilometer fra de sigtedes hjem holdt en hvid pickup parkeret, som var magen til den bil, som vidner havde set under drabene fredag.

Politiet oplyser, at der ingen forbindelse er mellem ofrene og gerningsmændene.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere