51-årig ramt af flere knivstik og styrtet ned fra altan

En 51-årig mand med flere knivstik i overkroppen er styrtet ud over altan på Amager og fundet død på gaden

Manden ligger død i en blodpøl under det hvide klæde. (Foto: Kristian Linnemann)
Manden ligger død i en blodpøl under det hvide klæde. (Foto: Kristian Linnemann)

Liget af en 51-årig mand blev søndag morgen fundet ved en etageejendom på Store Mølle Vej på Amager.

Manden ligger på selve kørebanen mellem fortovet og en skråparkering ud for nummer 18 på Store Mølle Vej.

Kort før klokken 13 var politiets teknikere og en retsmediciner stadig i gang med at undersøge liget på findestedet og den 51-åriges lejlighed. Politiet tør endnu ikke drage en sikker konklusion om, hvad der er sket.

Men den iranske mand, der var kendt som psykisk ustabil, kan have påført sig selv knivstikkene, inden han kastede sig ud fra antalen på femte sal.

- Vi betragter indtil videre sagen som et 'mistænkeligt dødsfald', sagde den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Kristian Aaskov til ekstrabladet.dk kort efter alarmen i formiddags.

Politiet blev alarmeret klokken 09.13 via 112.

- Jeg ønsker ikke at sige mere nu og her. Drabschefen for Københavns Politi overtager sagen, og vi er nu ved at samle de folk, der skal efterforske sagen, sagde Kristian Aaskov til ekstrabladet.dk.

- Betyder det, at I tilkalder drabschefen, at I har lagt jer fast på, at manden er blevet myrdet?

- Nej, der kan stadig være tale om et selvmord - vi har ikke lagt os fast på noget, men vi lader drabschef, Jens Møller, håndtere kontakten til pressen, siger Kristian Aaskov til ekstrabladet.dk.

Politiet trængte kort efter deres ankomst ind i en lejlighed øverst i ejendommen.

- Der er blod på altanen og på gelænderet på en af lejlighederne øverst oppe. Der kan være tale om, at manden i såret tilstand er faldet ud over altankanten og endt nede på vejen, siger ekstrabladet.dk's udsendte på stedet.

Kort efter klokken 11 kom drabschef, Jens Møller, til stedet.

- Manden er ramt af flere knivstik i overkroppen og er derefter faldet ud over gelænderet på altanen og ned på gaden. Der er fundet en blodig kniv opppe i lejligheden. Vi afventer, at retsmedicinerne undersøger liget og rubricerer det foreløbig som et mistænkeligt dødsfald. Vi er bekendt med, at manden tidligere har truet med at begå selvmord, og det er muligt, at det er det, der er tale om, men det kan vi på nuværende tidspunkt ikke konkludere endegyldigt, siger Jens Møller til ekstrabladet.dk.

Der er ikke nogen mistænkte eller anholdte i sagen.

- Vi formoder ikke, at der har været andre end manden i lejligheden, siger Jens Møller til ekstrabladet.dk.

Der er nu blevet rejst et telt omkring liget, og politihjemmeværn har afspærret Store Møllevej i begge ender.

Beboer: Han var psykisk syg
ekstrabladet.dk har talt med en beboer i ejendommen på Store Mølle Vej, og vedkommende bekræfter, at manden var selvmordstruet.

- Han var psykisk syg og i begyndelsen af 50'erne. Jeg har talt med ham nogle gange over årene, og han havde ved enkelte lejligheder sagt, at han var træt af at leve. Der var en forfærdelig larm fra lejligheden i morges, inden han faldt ud over rækværket på altanen. Det lød som om, han smed rundt med sit indbo, og min reol rystede. Jeg blev lidt nervøs, men har prøvet det før, at han larmede og kastede rundt med ting, siger beboeren til ekstrabladet.dk.

Politiet oplyser, at mandens lejlighed var meget rodet, da de trængte ind, hvilket bekræfter beboerens beretning om, at der blev kastet med lejlighedens indbo.

- Det lød ikke, som om, der var andre end ham i lejligheden. Han boede alene og havde ingen familie. Efter at det havde larmet noget tid blev der helt stille ved 07.30-08.00-tiden. Og så registrerede jeg, at noget måtte være gået helt galt, da udrykningshornene begyndte at larme nede i gaden, siger beboeren til ekstrabladet.dk.

Politiet bekræfter, at den afdøde er 51 år og boede på 5. sal i ejendommen på Store Mølle Vej.

1 af 4 Den døde styrtede ud over altanens rækværk med flere knivstik i kroppen. Altandøren står åben. (Foto: Kristian Linnemann)
2 af 4 Manden ligger død i en blodpøl under det hvide klæde. (Foto: Kristian Linnemann)
3 af 4 Liget af manden ligger fortsat på vejbanen på Store Mølle Vej. (Foto: Jan Søgaard)
4 af 4 Manden ligger død i en blodpøl under det hvide klæde. (Foto: Kristian Linnemann)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere