Gårdejer: Jeg var nogenlunde rolig

Det var et makabert syn, der mødte en gårdejer i Nærøy i Nord-Trøndelag i Norge tidligt lørdag

- De fleste mennesker kan måske forestille sig, hvordan et sådan syn og situation opleves.

Sådan siger den mand, der ejer gården i Nærøy i Nord-Trøndelag i Norge, hvor en 30-årig litauisk mand tidligere søndag blev fundet bundet fast til en trappeopgang på både hænder og fødder, ifølge den norske lokalavis Trønder-Avisa.

Det er endnu ukendt, hvad der præcist er sket for den 30-årige mand.

Han blev fundet omkring klokken 10 i morges i sit lille lejede hus, der hører til den gård, hvor han arbejdede.

Den litauiske mand plejer altid at gøre laden klar om morgenen og fodre dyrene, men da den ikke var gjort klar i morges, blev gårdens ejer urolig og begyndte at lede efter manden.

Bandt ham ned
Men gårdejeren havde næppe forventet det syn, der mødte ham, da han fandt den 30-årige mand.

Han var bundet fast til en trappeopgang på både hænder og fødder.

- Heldigvis magtede jeg at være nogenlunde rolig, siger gårdejeren til Trønder-Avisa og forklarer, at han hurtigt løsnede de reb, den 30-årige var bundet med, inden han fik ringet efter politi og en ambulance.

Det er endnu uvist, hvor længe den 30-årige mand har hængt på trappen. I værste fald kan han have hængt dér i omkring 10 timer, oplyser politiet.

- Manden har selv sagt til bonden, at han havde besøg af to mænd ved midnat, har operationsleder John Hofstad sagt tidligere i dag til norske NRK.

Endnu ikke afhørt
Det har endnu ikke været muligt for politiet at afhøre den litauiske mand, der ifølge flere norske medier skal have arbejdet på gården i flere år.

- Han blev fløjet til St. Olavs Hospital på grund af de alvorlige skader, siger en anden operationsleder, Ola Hofstad til Trønder-Avisa og fortæller, at de endnu ikke har været i kontakt med den 30-årige mand.

- Jeg kender ikke detaljerne, men aftalen er, at St. Olavs Hospital tager kontakt til os, når ofret er i stand til at blive afhørt.

I stedet har politiet dagen igennem undersøgt den bolig, som manden blev fundet i. Hvorvidt de har fundet noget, der kan lede dem i retning af gerningsmanden eller gerningsmændene er uvist.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere