Ung mand melder sig selv i røverisag

Røveri med pistol mod en købmand i Gilleleje er nær en opklaring. 23-årig har meldt sig selv

I selskab med sin advokat har en ung mand lørdag meldt sig selv til Nordsjællands Politi, som sigter ham for at have begået et røveri i Gilleleje.

Den 23-årige mand blev straks anholdt, og søndag vil han blive fremstillet i et grundlovsforhør.

Umiddelbart kan politiets vagtchef lørdag aften dog ikke sige, om manden har tilstået røveriet.

Det var 13. marts ved 17-tiden, at ekspedienten i Spar-butikken på Hovedgaden blev truet med pistol.

Røveren stak af med pengene i en pose, men en tilfældig ældre mand uden for forretningen opfattede, hvad der var sket.

Den 65-årige greb fat i røverens højre arm, men denne flåede sig fri og styrtede videre ud i fodgængerfeltet. hvor han blev snittet af en bil, før han fortsatte flugten.

Senere snusede en hundepatrulje sig frem til blandt andet en efterladt trøje, og på den måde har politiet sikret sig dna-spor.

Undervejs i efterforskningen har politiet haft en mistanke om, at Spar-røveren også kunne være gerningsmand til to andre røverier i Gilleleje i marts mod henholdsvis Aldi og en tøjbutik.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere