Bilist var livsfarlig for fodgængere

Vild kørsel på Vesterbro i København fører til varetægtsfængsling. Fodgængere måtte springe for livet

En mand har kørt så hasarderet i det indre København, at han i flere situationer bragte fodgængere og andre i livsfare, vurderer politiet.

Selv om ingen kom til skade, da den 42-årige drønede rundt på Vesterbro, har en dommer fredag besluttet at varetægtsfængsle ham i 11 dage.

- Flere måtte springe til side for at undgå at blive ramt, siger Kristian Aaskov, den centrale efterforskningsleder i Københavns politi.

Dommeren mener, at der er begrundet mistanke om, at bilisten ikke bare har overtrådt færdselsloven - men også en særlig paragraf i straffeloven.

Den retter sig mod den, der hensynsløst "volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed."

Flere gange kørte han over for rødt, og hastigheden var også alt for høj, beretter politiet.

- Det var et langt forløb, og det sluttede klokken 01.35 på Vesterbro, siger Kristian Aaskov.

Den 42-årige er tidligere dømt for spritkørsel og for at køre bil, selv om han er frakendt kørekortet.

Nu skal politiet efterforske videre i forløbet. Derefter skal jurister afgøre, om bilisten skal tiltales for at have udsat andre for fare.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere