Malawis præsident dør af hjertetilfælde

Malawis præsident, Bingu wa Mutharika, er død, siger læger. Han døde af at hjertetilfælde.

Malawis 78-årige præsident og tidligere økonom i Verdensbanken, Bingu wa Mutharika, er død af et hjertetilfælde.

Det oplyser læger og politikere i landet, selv om hans død endnu ikke er meddelt officielt.

Præsidenten faldt pludselig sammen torsdag aften på sit kontor i hovedstaden Lilongwe. Han blev hurtigt ført til et hospital, men han var død ved ankomsten.

Det er uklart, hvem der kommer til at efterfølge Bingu wa Mutharika som præsident.

Ifølge det fattige afrikanske lands forfatning, skal vicepræsident Joyce Banda overtage posten. Men Joyce Banda blev smidt ud af Mutharikas regeringsparti, Det Demokratiske Folkeparti, DPP, for et par år siden, og det kan komplicere sagen.

Bingu wa Mutharika har kørt sin udenrigsminister og bror Peter Mutharika i stilling som præsident. DPP har allerede udpeget Peter Mutharika som partiets præsidentkandidat.

Peter Mutharika har ved flere lejligheder fungeret som Bingu wa Mutharika stedfortræder, når præsidenten har været væk.

Ledende ministre og politikere har diskuteret situation hele natten til fredag, skriver britiske BBC.

Af frygt for uro blev soldater straks efter Bingu wa Mutharikas indlæggelse udstationeret rundt om i hovedstaden.

Bingu wa Mutharika blev genvalg med stort flertal i 2009. Men siden da er han blevet beskyldt for at tiltage sig diktatoriske beføjelser. Han anklages også for korruption og kritikere siger, at han har kørt landets i forvejen kriseramte økonomi helt i sænk.

I de seneste måneder er der rejst krav om, at han burde træde tilbage, og overdrage magten til yngre kræfter.

Malawi er et af verdens fattigste lande. Tre fjerdedele af landets 15,5 millioner indbyggere liver for under en femmer om dagen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere