Olivers far: Det var ikke en desperat handling

Det var fuldstændig velovervejet, da Thomas Sørensen tog sit barn på vej til børnehaven

Fem-årige Olivers far, Thomas Sørensen, har overvejet at hente sin søn et stykke tid, før han i går bortførte sin femårige søn på vej til børnehave i den østrigske by, Graz. Det fortæller han til DR Nyheder.

- Selvfølgelig er det noget, jeg har tænkt over i længere tid. Det er fuldstændig velovervejet, så det er ikke en desperat handling. Jeg kan ikke længere vente på, at Oliver tager skade af at være bortført fra sine venner, sin familie og sin far, som han står meget nær, fortæller Thomas Sørensen til DR Nyheder.

Se også: Olivers far melder sig selv

Han føler sig ikke retfærdigt behandlet i Østrig og understreger, at han har forældremyndigheden i Danmark.

Glad Oliver
- Derfor har jeg taget det skridt at hente Oliver hjem, fordi jeg ikke længere følte, at Østrig behandlede den her sag retfærdigt, og at de har overtrådt Haagerkonventionen ved ikke for længst at have udleveret Oliver, siger han til DR Nyheder.

Ifølge faren er Oliver glad for at være hjemme igen.

- Det er lykkeligt. Han er super glad for at være tilbage, han vil hele tiden have fat i mig, og han er glad for at se sin familie, siger Thomas Sørensen, der her til eftermiddag har haft besøg af politiet på sin bopæl, der skal fastslå sagens fakta og har tilset Oliver og sikret sig, at han er okay.

Thomas Sørensen er tilfreds med politiets håndtering af sagen.

- Vi er utroligt lettet over den måde, det danske politi har grebet den her sag an, siger farens talsmand, Janus Bang fra Borgersagen, til TV 2.

Se også: 'Han er jo bare en desperat far'

Mors og fars kamp om Oliver er blevet en speget affære. Thomas Sørensen har fuld forældremyndighed over femårige Oliver i Danmark, men i Østrig har drengens mor, Marion Weilharter, fået rettens ord for, at Oliver skal blive i landet.

- I værste fald risikerer han fængsel, siger den østrigske chefanklager Thomas Muehlbacher til ekstrabladet.dk.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere