Farens advokat: Politiet bærer skylden

Det er politiets skyld, at Oliver og hans mor kunne forlade Danmark i 2010, siger Thomas Sørensens advokat.

Det var dårligt politiarbejde, når Olivers mor kunne tage drengen med til Østrig i 2010 uden konsekvenser.

Det mener den efterlyste Thomas Sørensens advokat, Sonja Toft:

- Det er simpelthen dårligt arbejde af politiet og Retten i Helsingør, siger hun til Ritzau.

2. juli 2010 sendte Sonja Toft en anmodning om fælles forældremyndighed til Statsforvaltningen på vegne af Thomas Sørensen, der bortførte sin søn Oliver fra Østrig tirsdag.

Men den femårige Olivers mor, Marion Weilharter, der boede i Danmark dengang, stak af til sit hjemland, Østrig, med drengen 17. juli. Ifølge Sonja Toft, fordi hun ikke ville opgive sin fulde forældremyndighed over drengen.

Thomas Sørensen meldte derfor moren til politiet. Men ifølge Sonja Toft fik Marion Weilharter og hendes forsvarer overbevist dansk politi om, at sagen først var anlagt 22. juli 2010 - og altså ikke 2. juli.

- Ifølge dansk lov må man ikke stikke af, når der er en verserende sag om fælles forældremyndighed, siger Sonja Toft og fortsætter:

- Men det var der. Statsforvaltningen fik anmodningen 2. juli. Og det er meget kritisabelt, at man lod hende smutte.

Ved et grundlovsforhør i september 2010 afgjorde Retten i Helsingør, at sagen først var anlagt 22. juli, og at Marion Weilharter derfor ikke havde gjort noget ulovligt, da hun tog til Østrig med Oliver.

- Men de har berigtiget, at de har lavet en fejl, siger Sonja Toft.

Ritzau er i besiddelse af berigtigelsen. Af den fremgår det, at der var en verserende sag i Statsforvaltningen, da Marion Weilharter tog til Østrig.

Advokat Sonja Toft langer desuden ud efter de østrigske myndigheder, som hun mener har overtrådt Europakonventionen, når de har undladt at udlevere Oliver til Danmark.

Thomas Sørensen, der senere har fået forældremyndigheden over sin søn, bortførte sin søn fra den østrigske by Graz tirsdag morgen. Siden har han opholdt sig i Danmark.

Onsdag eftermiddag meldte han sig politiet - angiveligt fordi østrigsk politi har udstedt en international arrestordre.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen