Olivers far melder sig selv

40-årige Thomas Sørensen, der kidnappede sin søn Oliver i Østrig i går, melder sig selv til politiet

40-årige Thomas Sørensen, far til den 5-årige Oliver, melder sig selv til politiet. (Fotos: Privatfoto og Europics.at)
40-årige Thomas Sørensen, far til den 5-årige Oliver, melder sig selv til politiet. (Fotos: Privatfoto og Europics.at)

Thomas Sørensen, der i går kidnappede sin fem-årige søn Oliver i Graz i Østrig, vil melde sig selv til politiet i Danmark.

- Jeg har lige set Oliver for en halv time siden, og han er bare en glad dreng, der er sammen med sin far. Han virker faktisk meget upåvirket af situationen. Vi har lige lavet en aftale med politiet, der betyder, at Thomas Sørensen vil melde sig selv. Det betyder også, at der kommer nogle børnesagkyndige psykologer på sagen og undersøger drengens situation, siger Janus Bang fra Borgersagen til TV 2.

Thomas Sørensen var ellers gået under jorden i Danmark, efter østrigsk politi i går udsendte en international arrestordre på Thomas Sørensen, efter han tog sønnen fra sin mor, da hun ville aflevere ham i en børnehave i byen Graz.

- Da jeg parkerede min bil, holdt de ind bagved, uden at jeg bemærkede det. Jeg tog Olivers rygsæk ud og vendte mig om mod drengen. I samme øjeblik stod den fremmede mand foran mig og holdt mig tilbage, mens Olivers far rev drengen væk fra bilen og satte ham ind i deres flugtbil. Jeg råbte højt i håb om, at nogen kom til hjælp, men forgæves, sagde Olivers mor, østrigske Marion Weilharter, 30, til ekstrabladet.dk i går.

Ikke det bedste for Oliver
Selv om Janus Bang har støttet Thomas Sørensen gennem hele sagen, erkender han, at kidnapningen af Oliver måske ikke var det smarteste for den fem-årige dreng.

- Det har ikke været den bedste måde at gribe det her an på i forhold til psykologien, men igen... Man skal hele tiden huske på, at den her mand har fulgt de danske regler og vejledningen til punkt og prikke. Han har mødt op ved de danske domstole og fået en dom dér, siger Janus Bang til TV2.

Nu fem-årige Oliver er født i Danmark. Forældrene har aldrig boet sammen, så sønnen boede hos sin mor i Danmark, mens faren havde samkvemsret.

I 2010 flyttede Marion Weilharter hjem til Østrig med Oliver. Thomas Sørensen søgte og fik nu forældremyndigheden over drengen ved en afgørelse i Danmark.

Utilfreds over afgørelsen anlagde Marion Weilharter sag i Østrig og vandt forældremyndigheden her, og siden har Oliver boet hos sin mor. Lige indtil i går.

Ministeren ind i sagen

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) vil nu se en redegørelse i sagen om den fem-årige Oliver, der er blevet bortført fra Østrig af sin danske far.

- Jeg kan ikke udtale mig om den konkrete sag om Oliver, men kan dog oplyse, at jeg vil bede Ankestyrelsens Familieretsafdeling, der har behandlet sagen, om en redegørelse for sagens forløb, skriver hun i en mail til Ritzau.

Ved du noget, så kontakt ekstrabladet.dk på sms/mms til 1224 (alm. sms-takst) eller mail til 1224@eb.dk

1 af 2 Billede af Oliver fra faderes Facebook-side: "Hvor er Oliver?" (Foto: Privat)
2 af 2 40-årige Thomas Sørensen, far til den 5-årige Oliver, melder sig selv til politiet. (Fotos: Privatfoto og Europics.at)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere