Udrejsesag på grund af dårligt engelsk

Kvinde har fået afslag på opholdstilladelse, selv om hun er dansk gift og har lille barn

Efter mere end syv år i Danmark, hvor hun er blevet gift med en dansk mand, som hun har en datter med, har Kate Mullings fra Ringsted fået afslag på opholdstilladelse og besked på at rejse ud af landet senest på fredag.

- De har ikke en gang tænkt på, at jeg har en datter på 20 måneder, og at det tager tid at få et visum til hende. De siger, jeg må rejse uden hende, fortæller hun til DAGBLADET Ringsted.

Afslaget hænger sammen med, at Kate Mullings engelskkundskaber ifølge Udlændingestyrelsen ikke er dokumenteret godt nok til at udløse de sidste point, hun behøver for at blive familiesammenført og få opholdstilladelse. Engelsk er ellers det officielle sprog i Ghana, hvor hun er født og opvokset, og Kate Mullings har talt engelsk siden sin barndom. Men det fremgår ikke af hendes skolebevis fra Ghana, at hun kan engelsk på et højt nok niveau.

Klagen behandles
- Engelsk er vores internationale sprog i Ghana. Hvordan kan de så skrive, jeg ikke kan engelsk? spørger hun og tilføjer, at hun faktisk er i stand til at dokumentere sine kundskaber.

Kate Mullings har nemlig også haft engelsk på højt niveau på Selandia - Center for Erhvervsrettet Uddannelse.

Her fik hun et 10-tal ved den afsluttende eksamen i december. Men hun havde sendt sin ansøgning om opholdstilladelse i november, og derfor er karakteren ikke taget med i sagsbehandlingen. Det har hun nu klaget over, og tirsdag blev hun ringet op fra Justitsministeriet med besked om, at hun må blive i Danmark, indtil hendes klage er blevet behandlet, skriver DAGBLADET Ringsted.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen