Buschauffør røvet med pistol og baseballbat

En 43-årig chauffør fra Sydsjælland blev tirsdag aften frarøvet sine byttepenge, da han holdt pause i Næstved

En buschauffør blev truet med både pistol og baseball-kølle, da han tirsdag aften blev udsat for et groft røveri i Næstved.

De to bevæbnede gerningsmænd slap væk med byttepengene fra møntholderen i bussen, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Røverne opsøgte den 43-årige chauffør, da han holdt pause på en vendeplads ved Dyssegårdsvej i den sydsjællandske by.

Den ene var bevæbnet med pistolen og den anden med baseballbattet, og efter røveriet løb de i retning af Troensevej.

Politiet har kun signalement af én af gerningsmændene, der beskrives som spinkel og 17-18 år gammel.

Under røveriet var han iført grønne arbejdsbukser, en lysegrå hættetrøje med sorte skrifttegn på ryggen samt en sort skimaske.

Politiet vil gerne høre fra vidner, der har set noget eller ved noget om sagen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere