Overlevende offer: Har levet i frygt

16-årige Dennis så sine venner blive henrettet men overlevede dobbeltmorderens skud. Han har levet i frygt for den livstidsdømte dobbeltmorder

Femøren, hvor de to kammerater Enrico og Brian blev likvideret og vennen Dennis overlevede efter Conevski gik amok i 1984. (Polfoto)
Femøren, hvor de to kammerater Enrico og Brian blev likvideret og vennen Dennis overlevede efter Conevski gik amok i 1984. (Polfoto)

Det var med kun få centimeters afstand, at kuglen også havde taget hans liv og blevet tredje offer for den i dag dømte dobbeltmorder Naum Conevski. I stedet lykkedes det den dengang 16-årige dreng Dennis Andersen, at flygte fra den henrettelsesplads, som makedoneren havde forvandlet tre drenges uskyldige lejrplads til.

Dennis Andersen overlevede i maj 1984 den sindssyge Conevskis forsøg på også at likvidere ham, præcist som Conevski havde gjort med nakkeskud mod Dennis Andersens to kammerater Enrico Nielsen og Brian Petersen på 20 og 16 år.

35-årige Conevski affyrede flere skud efter Dennis, som dog så sit snit til at flygte. Projektilet ramte Dennis' jakke i nakken, og Conevski, der blot få måneder forinden var blevet løsladt efter at være blevet frikendt for voldtægt ved Den Særlige Klageret, gik i stedet hen til Dennis' ven Brian og myrdede ham.

- Jeg løb væk, da han begyndte at skyde. Jeg gemte mig under broen ved Kastrupfortet i 20 minutter, og jeg kom først tilbage, da jeg så, at Conevski stak af, huskede Dennis Andersen tilbage på sagen, da Ekstra Bladet i 2010 interviewede ham i forbindelse med, at dobbeltdrabet på Femøren igen blev hevet frem fra gemmerne i TV2 dokumentarserien 'De 7 drab'.

Læs også: Morderen førte dødsliste i fængslet

I flere måneder var den dengang 16-årige Dennis Andersen selv mistænkt for at stå bag drabene på sine venner. Først efter alle tekniske undersøgelser var blevet kortlagt og bl.a. Scotland Yard havde frikendt ham for den sidste mistanke, frafaldt sigtelsen mod ham.

- Det var frygteligt at være mistænkt for det. Politiet var sikre på, det var mig - selvom jeg havde fået fire kugler efter mig, og den ene endda snittede mig i nakken, gengav Dennis Andersen under interviewet.

Læs også: Sindssyg dobbeltmordere på vej hjem

Som bedste vidne til det voldsomme dobbeltdrab vidnede han imod Conevski under retssagen i juni 1985 og som flere andre personer og kriminalfolk, der havde været indblandet i sagen, var Dennis blandt andet også på Conevskis dødsliste.

- Ja, jeg frygter ham. Frygter for mig selv og min familie. Det sidder i mig fra barnsben af. Han har også truet med at slå os ihjel, lige så snart han kunne komme til det. Han sagde i retten, at han ville dræbe alle, der havde været involveret i sagen. Og det var jeg jo, sagde den overlevende nu voksne Dennis.

Conevskis dødsliste blev fundet i fængselscellen, hvor man også fandt breve stilet til jugoslaviske lejemordere i Sverige, som han forsøgte at hyre. Man opdagede listen efter at den dømte havde fortalt en fængselsbetjent, at kriminalfolkene 'skulle nakkes'.

ekstrabladet.dk har i dag forsøgt at få en kommentar fra den 43-årige Dennis Andersen på, at Naum Conevski muligvis snart sendes hjem til Makedonien, og for at høre, hvordan han forholder sig til sagen i dag. Han ønskede åbenlyst ikke at tale med avisen.

1 af 2 Conevski føres væk i håndjern efter anholdelsen, da han kom hjem fra ferie i Jugoslavien. (Polfoto)
2 af 2 Femøren, hvor de to kammerater Enrico og Brian blev likvideret og vennen Dennis overlevede efter Conevski gik amok i 1984. (Polfoto)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere