Ni mennesker er blevet dræbt ved flere bombeangreb i en by

Ni mennesker er blevet dræbt ved flere bombeangreb i en by i det sydlige Thailand, siger militæret

Ni mennesker blev dræbt og snesevis blev såret, da tre bomber lørdag blev bragt til eksplosion i det sydligste Thailand, som hærges af en oprørsbevægelse. Det siger landets militær.

- Syv mennesker er blevet dræbt og over 70 er blevet såret ved bombeanslagene i Yala, siger oberst Pramote Promin, som er talsmand for militæret i landets sydlige region.

Dødstallet er siden steget til ni.

Militæret siger, at de tre bomber, der var gemt i en bil og på to motorcykler, eksploderede med få minutters mellemrum i bymidten i Yala midt på dagen. Flere huse brød i brand ved eksplosionerne.

- Eksplosionerne skete med et interval op 10 minutter, siger en politimand i Yala.

Der var også meldinger om en bombe i Mae Lan distriktet i naboprovinsen Pattani.

Siden begyndelsen af 2004 har et blodigt muslimsk oprør uden klart formulerede mål raset i Thailands sydlige provinser, hvor der er et muslimsk flertal i det ellers buddhistiske land.

Mange af de lokale hævder, at de etniske malay-muslimer bliver diskrimineret af myndighederne. Tusindvis af mennesker er blevet dræbt under oprøret, som har ført til næsten dagligt skyderi.

Et stort antal soldater er sat indsat i regionen.