Cyklist hårdt kvæstet under lastvogn

Ny højresvingsulykke i dag. En cyklist blev kørt over af en lastvogn

En mandlig cyklist blev i eftermiddag hårdt kvæstet under en højresvingsulykke i Roskildes centrum.

Der blev slået alarm kl. 15.52. Ulykken skete på Jernbanegade ud for 33. Cyklisten kom ind under lastvognen, og blev kørt over af højre forhjul og klemt fast.

Heldigvis nåede lastvognscahufføren at stoppe inden den kvæstede også blev ramt af baghjulene.

- Vi har endnu ikke en identitet på manden. Han er fløjet med helikopter til Rigshospitalets traumecenter, siger vagtchef Michael Gaml, Midt- og Vestsjællands politi.

Cyklisten fik kørt benene over, og han har brækket begge lårben. Politiet ved ikke, om han har pådraget sig andre kvæstelser.

Politiet kender endnu ikke de nærmere omstændigheder ved ulykken.