Tre fodboldtalenter dræbt i trafikulykke

Det var fire fodboldvenner fra Havdrup, der kendte hinanden fra første klasse, der forulykkede tidligt søndag morgen. Tre mistede livet

Fire barndomsvenner forulykkede søndag morgen ved dette træ syd for Roskilde. Tre blev dræbt på stedet. (Foto: Per Rasmussen)
Fire barndomsvenner forulykkede søndag morgen ved dette træ syd for Roskilde. Tre blev dræbt på stedet. (Foto: Per Rasmussen)

Klokken var omkring 03.30 søndag morgen, da fire barndomsvenner på 18 og 19 år var på vej hjem fra en bytur i Roskilde, som så ofte før.

Men i nat nåede de ulykkeligvis ikke hjem. På Køgevej syd for Roskilde skred bilen af vejen og kørte med høj fart ind i et træ.

Politiets bilinspektør vurderer, at bilen i ulykkesøjeblikket kørte mindst 160 kilometer i timen.

Tre af de unge mænd blev dræbt på stedet. Den fjerde kæmper fortsat for sit liv på Rigshospitalet, hvor han ligger i respirator.

- Alle pårørende er underrettet, siger vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi til ekstrabladet.dk. Han lægger ikke skjul på, at han opfatter ulykken som dybt tragisk.

Venner siden første klasse
De fire var venner, havde fulgtes og dyrket sport sammen siden første klasse i Havdrup mellem Solrød og Roskilde.

Tre af dem var så tætte, at de blandt deres venner gik under fællesbetegnelsen ’Trekløveret’.

Det fortæller drengenes mangeårige træner i Havdrup, Martin Baun, 47, til ekstrabladet.dk.

Alle fire har siden syvårsalderen spillet fodbold sammen i Havdrup Gymnastik og Idrætsforening. På et tidspunkt skiftede den ene til håndbold.

De tre, der stadig er fodbolddrenge, forlod for få år siden klubben i den lille by Havdrup til fordel for KFUM Boldklub i Roskilde. Her spillede de på førsteholdet, ligesom de havde gjort i Havdrup.

Få dage før ulykken vendte tre af de fire venner hjem fra intensiv fodboldtræningslejr i Tyrkiet.