Plejesøn: Jeg stjal for at få kærlighed

20-årig plejesøn begik indbrud som et råb om hjælp: Jeg har brug for kærlighed - det har jeg aldrig fået

Den i dag 20-årige tidligere plejesøn blev i går fremstillet og idømt en dom på seks måneders fængsel - heraf fire måneders betinget. (Foto: Per Rasmussen)
Den i dag 20-årige tidligere plejesøn blev i går fremstillet og idømt en dom på seks måneders fængsel - heraf fire måneders betinget. (Foto: Per Rasmussen)

I seks år stod hverdagen på tæsk, pisk med ledninger, ydmygelser og vanrøgt. I hvert fald hvis man skal tro politiets anklager og vidneudsagn fra en tidligere plejesøn i Mern. Som plejesøn hos det voldsanklagede plejeforældrepar fra Mern har den i dag 20-årige tidligere plejesøn angiveligt fået alt andet end den kærlighed og omsorg, som han havde brug for.

Det kom blandt andet frem under et grundlovsforhør tirsdag, hvor den 20-årige plejesøn blev fremstillet efter en anholdelse for indbrud, skriver guldborgsundavis.dk.

Ifølge sigtelsen blev plejesønnen mandag taget på fersk gerning for indbrud i både Nakskov, Maribo, Vordingborg og Næstved, hvor han stjal sammenlagt 71.500 kr. i kontanter samt andre tyvekoster.

Under retssagen mod plejeforældrene, har den unge, spinkle og meget bange plejesøn gennemgået sit ophold hos plejeforældrene LS og SS fra han var 11 til 17 år. En opvækst som stod på næsten daglige tæsk, hvorfor den unge mand nu ifølge sin egen forklaring har brug for hjælp og kærlighed:

'Jeg har aldrig fået kærlighed - kun tæsk'
- Jeg begik kun de indbrud for at få opmærksomhed og kærlighed. Det er noget, jeg aldrig har fået. Kun tæsk, forklarede han slukøret under grundlovsforhøret.

På foranledning af den unge desperate mand valgte dommer Charlotte Saltoft Thorlatsen, ifølge guldborgsundavis.dk, at henvende sig direkte til politiet for at indskærpe, at den tidligere plejesøn fik tilset psykologhjælp og anden hjælp.

Den tidligere plejesøn er i dag, ifølge hans bistandsadvokat, meget psykisk mærket af årene hos plejefamilien.

Han blev ved en straksdom i går idømt seks måneders fængsel for de mange indbrud. Fire af månederne blev dog gjort betingede.

Først til april forventes der dom i sagen mod forældreparret fra Mern.

1 af 2 
2 af 2 Den i dag 20-årige tidligere plejesøn blev i går fremstillet og idømt en dom på seks måneders fængsel - heraf fire måneders betinget. (Foto: Per Rasmussen)