Ingen må vide noget om dobbeltdrabet i Tusindårsskoven

Retssagen om dobbeltdrabet i Tusindårsskoven på Fyn forsøges nu på mystisk vis totalt mørklagt

Bjarne Johansen og Heidi Nielsen blev mejet ned med adskillige skud en aprilaften sidste år. En nu 38-årig mand er tiltalt for dobbeltdrabet. (Foto: Privat)
Bjarne Johansen og Heidi Nielsen blev mejet ned med adskillige skud en aprilaften sidste år. En nu 38-årig mand er tiltalt for dobbeltdrabet. (Foto: Privat)

Allerede før selve retssagen om dobbeltdrabet i Tusindårsskoven, hvor ægteparret Heidi Nielsen og Bjarne Johansen blev skudt og dræbt med adskillige skud under en aftentur i april sidste år, forsøger kræfter inden for retssystemet nu at hemmeligholde retssagen.

Ekstra Bladet erfarer nu, at der således i næste uge- mere end en måned før selve retssagen mod de to tiltalte brødre begynder - finder et forberedende retsmøde sted. Retsmødet er blevet begæret for at få nedlagt referatforbud fra selve nævningesagen, der starter den 16. april.

Hemmeligt hvorfor Heidi og Bjarne blev dræbt
Det er statsadvokaten for Fyn, Syd- og Sønderjylland der via et brev dateret den 10. februar har begæret helt eller delvist referatforbud i sagen. Et referatforbud der, hvis statsadvokaten får medhold, dermed vil afskære offentligheden for nogen sinde at få at vide, hvorfor afdelingslæge Bjarne Johansen og hans kone, økonomidirektør Heidi Nielsen, skulle mejes ned med adskillige skud i hovedet og kroppen fra en maskinpistol.

I sagen er en nu 38-årig mand tiltalt og fængslet for at stå bag den brutale nedskydning i Tusindårsskoven en forårsaften i april, mens både han og hans 36-årige bror er tiltalt for i forening at have gemt og bortskaffet mordvåbnet, som dagen efter blev smidt i Langesø vest for Odense.

Det har i dag ikke været muligt at få vicestatsadvokat Claus Guldbrand i tale om begrundelserne for referatforbuddet, der er yderst sjældent under en hel hovedforhandling. Den 38-åriges forsvarer Jesper Storm Thygesen finder også begæringen højst mærkværdig:

Forsvareren har protesteret
- Jeg tror aldrig jeg har set det før, men blev kontaktet i går med henblik på det kommende retsmøde, og jeg kan i hvert fald oplyse, at jeg har protesteret skriftligt mod et referatforbud under hovedforhandlingen og vil også protestere under det indledende retsmøde på tirsdag, siger forsvarsadvokaten til ekstrabladet.dk.

Et referatforbud kan ifølge Retsplejelovens § 30 nedlægges, 'hvis en tiltalt er under 18 år, hvis oplysninger fra retsmødet kan bringe nogens sikkerhed i fare, hvis oplysninger fra retten kan skade selve sagens opklaring, eller hvis oplysninger herfra kan udsætte nogen for en unødvendig krænkelse'.

Det er ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger 'af hensyn til sagens opklaring', hvis vidner fra sagen får kendskab til de tiltalte brødres forklaringer, at statsadvokaten nu ønsker at alt, hvad der bliver sagt under retssagen skal forblive en hemmelighed for offentligheden.

Læs også dagens leder i Ekstra Bladet om hemmelig retspleje:

Lederen Når forbrydere lukker døre

Tidligere har Fyns Politi under efterforskning af sagen også holdt offentligheden ude fra retslokalet. Dengang var argumentet blandt andet også, at oplysninger fra et åbent retsmøde ville kunne påvirke det angiveligt store antal af vidner, som endnu ikke var blevet afhørt.

1 af 2 Gerningsvåbnet blev fundet i Langesø vest for Odense. (Foto: Nicolai Brix)
2 af 2 Bjarne Johansen og Heidi Nielsen blev mejet ned med adskillige skud en aprilaften sidste år. En nu 38-årig mand er tiltalt for dobbeltdrabet. (Foto: Privat)