TV: - Tornadoen hoppede fra side til side

Mindst ni personer mistede livet, da den amerikanske midtvest blev ramt af nye tornadoer

Kraftige vindstød gik hårdt ud over et Hilton-hotel i Branson, Missouri. Gæsterne slap med småskrammer og snitsår. (Foto: AP)
Kraftige vindstød gik hårdt ud over et Hilton-hotel i Branson, Missouri. Gæsterne slap med småskrammer og snitsår. (Foto: AP)

En kraftig stormfront udløste adskillige tornadoer, der natten til onsdag hærgede den amerikanske midtvest og kostede mindst ni mennesker livet, oplyser nyhedsbureauet Associated Press.

En tornado pløjede igennem feriebyen Branson, Missouri, der heldigvis kun havde få besøgende på dette tidspunkt af året.

– Hvis det var sket en uge senere, havde det været en anden historie, siger Bill Tirone, der er chef for det 530-værelses Hiltons of Branson, hvor vinduerne blev blæst i stykker af de kraftige vindstød.

Cirka 30 gæster pådrog sig mindre skader og snitsår ved episoden.

John Moore, der ejer restauranten Cakes-n-Creams i det centrale Branson, fortæller, at tornadoen ramte byens hovedgade og ’hoppede fra side til side.’

– Teateret ved siden af min restaurant nærmest eksploderede. Det blev slået til pindebrænde. De to hoteller ved siden af mig fik blæst tagene af. El-ledningerne er blæst ned. Vinduer slået i stykker, siger Moore til Associated Press.

Seks omkom i Illinois
Mens Branson slap fra mødet med tornadoen uden dødsfald, omkom seks mennesker i Harrisburg, Illinois, da en tornado rullede igennem byen i de mørke nattetimer.

Desuden døde en person i en trailer-park i Buffalo, Missouri, mens to personer er meldt dræbt i Cassville og Puxico. Stormvejret efterlod også det meste af Harveyville, Kansas, ødelagt. Mindst tre personer blev bragt til hospitalet med alvorlige kvæstelser.

USA oplevede sidste år sin værste tornadosæson i årtier. I alt 500 mennesker mistet livet til tornadoer i 2011 - alene i Joplin, Missouri, omkom 200 mennesker.

1 af 4 Lindsey Kidd besigtiger skaderne hos sine svigerforældre uden for Puxico i Missouri. (Foto: AP)
2 af 4 Gene Byrd og hans 14-årige søn, Devyn, kan ikke fatte omfanget af ødelæggelserne i Harrisburg i Illinois, hvor mindst seks personer mistede livet. (Foto: AP)
3 af 4 Dick Clarks American Bandstand Theater i Branson blev smadret af tornadoen. (Foto: AP)
4 af 4 Kraftige vindstød gik hårdt ud over et Hilton-hotel i Branson, Missouri. Gæsterne slap med småskrammer og snitsår. (Foto: AP)