Gemte parteret lig af ekskæreste

Nordmand erkender delagtighed i thailandsk ekskærestes død

En norsk mand i slutningen af 40'erne bosiddende i Thailand har ifølge lokale medier indrømmet, at han var involveret i sin ekskæreste Rungnapa Rachsombats død, skriver vg.nett.

Rachsombat blev meldt savnet af sin familie i 2009, kort efter at hun havde brudt med nordmanden, og nu er dele af hendes lig angiveligt dukket op i en affaldscontainer i nordmandens hus i Phuket by på øen Phuket i Thailand.

30 politifolk ransagede tirsdag aften mandens hjem, hvor han boede sammen med sin nuværende kæreste.

I en plasticsæk i en affaldscontainer på et af husets otte badeværelser fandt politiet benrester som er sendt til dna-analyse i naboprovinsen Surat Thani.

- Og selv om det endnu ikke er fastslået, at benresterne er fra liget af Rungnapa Rachsombat, er det konstateret, at de stammer fra et menneske, og at der var tale om ben fra en hel menneskekrop, siger efterforsker Atip Tannin fra politiet i Bangkok.

Den norske mand skal have haft et 10 år langt forhold til Rungnapa Rachsombat, der var 33 år og mor til to børn fra et tidligere forhold, da hun forsvandt.

Nordmanden nægter at have dræbt ekskæresten, men har erkendt at have puttet hendes lig-dele i en plasticsæk og senere placeret sækken i en affaldscontainer på et badeværelse i huset.

Der kan gå en måned, før det kan slås fast om lig-delene i affaldscontaineren stammer fra Rungnapa Rachsombat.

Under ransagningen af nordmandens bolig skal politiet have fundet kvindens taske, der blandt andet indeholdt hendes ID-kort, kørekort og kreditkort.

Det norske udenrigsministerium er fåmælt om sagen.

- Vi har foreløbig ingen kommentarer. Vi undersøger sagen gennem vores ambassade i Thailand, siger Frode Andersen, pressevagt i Udenrigsministeriet til vg.nett.