To unge er døde efter skole-skyderi i Ohio

To 16-årige har nu mistet livet, efter at en studerende mandag åbnede ild mod kammerater på en skole i Ohio

En 16-årig studerende amerikaner døde tirsdag af de skudsår, som han fik, da en bevæbnet mand gik amok og skød vildt omkring sig på en skole i delstaten Ohio i USA.

Retsmedicinere i Ohio siger, at den 16-årige er blevet erklæret "hjernedød". En anden 16-årig døde på hospitalet kort efter skyderiet på skolen Chardon High i byen Chardon.

Gerningsmanden, der er identificeret som TJ Lane, begyndte at skyde på sine medstuderende med et håndvåben kort efter skoledagens begyndelse mandag.

Ud over de to dræbte blev tre personer såret.

De studerende var ved at gøre sig klar til første undervisningstime, da gerningsmanden slog til midt under morgenmaden omkring 7.30 lokal tid (13.30 dansk tid).

Skyderiet, som fandt sted i skolens cafeteria, har rystet den lille by Chardon, hvor Lane er blevet betegnet som en udstødt person, der var blevet udsat for mobning. Han havde på forhånd lagt advarsler og forstyrrede udtalelser ud på Twitter og Facebook.

De studerende var ved at gøre sig klar til første undervisningstime, da gerningsmanden slog til midt under morgenmaden omkring 7.30 lokal tid (13.30 dansk tid).

- Flere af mine venner kravlede på gulvet, og en af dem lå hen over et bord og blev skudt, siger drengen Nate til nyhedsmediet Cleveland Plain Dealer.

- Det var nærmest som noget fyrværkeri, der gik af. Jeg drejede mig og så ham stå med pistolen og skyde, siger Nate.

Den bevæbnede student flygtede derefter ud af cafeteriet, men en lærer fulgte efter. Studenten overgav sig senere til en tilfældigt forbipasserende og er varetægtsfængslet.

Ifølge Tim McKenna, der er politichef i Chardon, kunne politiet rykke ind og sikre bygningerne, fordi gerningsmanden var flygtet med læreren i hælene.