Her blev 6-årig dræbt for øjnene af storesøster

Dreng på vej til skole kørt ihjel af lastbil i højresvingsulykke i Nakskov

Også chaufføren på lastbilen er i chok efter tragedien i morges: drengen ville cykle lige ud, lastbilen skulle dreje til højre. (Foto: Per Klaaby)
Også chaufføren på lastbilen er i chok efter tragedien i morges: drengen ville cykle lige ud, lastbilen skulle dreje til højre. (Foto: Per Klaaby)

En pige på 12 år så tirsdag morgen sin kun seksårige lillebror blive kørt ihjel ved en trafikulykke i Nakskov, skriver folketidende.dk.

Ulykken skete kort før klokken 07.30 i krydset Perlestikkergade/Svingelsvej i det centrale Nakskov.

Kørt over af højre fordæk
De to søskende var på cykel på vej til Privatskolen Nakskov.

De skulle cykle lige over i krydset Perlestikkergade/Svingelsvej, men en lastbilchauffør, der skulle svinge til højre ad Svingelsvej, overså helt de to børn.

Og da det skiftede til grønt, blev drengen, der kørte først frem af de to søskende, kørt over af den store lastbil, mens hans søster overværede den skrækkelige ulykke.

- Drengen kom ind under lastbilens højre fordæk, og lægerne på sygehuset i Nykøbing, hvortil han blev kørt med politieskorte, kunne ikke redde hans liv, siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, John Jørgensen, til folketidende.dk.

Mor på ulykkesstedet
De to børns mor kom til ulykkesstedet, umiddelbart efter at hendes søn var blevet kørt over, og hun kørte til sygehuset i en af de politibiler der eskorterede ambulancen.

Lastbilchaufføren er dybt chokeret efter dødsulykken.

1 af 2 Den lille dreng blev dræbt, da lastbilen svingede til højre ad svingelsvej og overså den seksårige dreng og hans søster.
2 af 2 Også chaufføren på lastbilen er i chok efter tragedien i morges: drengen ville cykle lige ud, lastbilen skulle dreje til højre. (Foto: Per Klaaby)