Formodet pædagogmorder er klar til retten

39-årige Kristian Heilmann er kommet sig så meget over trafikulykke, at han kan fremstilles i et retsmøde tirsdag

Den 39-årige Kristian Heilmann, som ifølge politiets sigtelse dræbte pædagogen Judy Meiniche Simonsen i begyndelsen af februar, er nu rask nok til at blive afhørt i retten.

Under en biljagt forud for anholdelsen af Kristian Heilmann kom han så slemt til skade, at han ikke kunne møde op i retten, da han blev fremstillet i grundlovsforhør.

Dommeren valgte at fængsle Heilmann, uden at han var til stede. Efter reglerne skal han, så snart det er muligt, for retten i et nyt grundlovsforhør.

- Han er fortsat indlagt på Viborg Sygehus, men nu er han så mobil, at vi kan fremstille ham igen, siger efterforskningsleder Jess Hvas, fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

Det nye retsmøde i sagen bliver afholdt tirsdag eftermiddag ved Retten i Viborg.

Her vil Kristian Heilmann få lejlighed til at give sin version af, hvad der skete, efter at han og Judy Meiniche Simonsen i en bil forlod bostedet Blåkærgård ved Viborg.

- Vi har ikke haft lejlighed til at afhøre ham detaljeret om sagen endnu, og derfor kan vi ikke melde noget ud om, hvordan han stiller sig til sigtelsen, siger Jess Hvas.

Pædagogen Judy Meiniche Simonsen blev fundet dræbt den 8. februar ved ishuset ved Hald Sø i Dollerup Bakker. Kvinden blev dræbt med en kniv, og ifølge politiet blev hun også voldtaget.

Region Midtjylland har sat to undersøgelser i gang i anledning af drabet. Dels en uvildig ekstern undersøgelse, dels en såkaldt kerneårsagsanalyse.

- Vi skal lære af den tragiske hændelse, udtaler Gert Pilgaard, direktør i Psykiatri og Social, i en pressemeddelelse.

Bostedet er i flere omgange blevet udsat for kraftig kritik, men tillidsrepræsentanten for socialpædagogerne på Blåkærgård har tidligere afvist, at der blev begået fejl.

- I den konkrete situation er der ikke nogen, der kan gå ind og sætte en finger på sikkerhedsprocedurer, der ikke er overholdt, har tillidsrepræsentant John Mikkelsen udtalt.