Væltet skab dræbte fireårig dreng

Mindehøjtidelighed i børnehave efter fire-årige Anton blev dræbt, da et tungt skab væltede ned over ham, mens han var på besøg i bedstefars forretning

Det ligger blomster ved forretningen Dukkehuset i Struer (Foto: Peter Andersen)
Det ligger blomster ved forretningen Dukkehuset i Struer (Foto: Peter Andersen)

En fireårig dreng omkom lørdag ud for en forretning i Struer, da et skab væltede ned over ham. Af hensyn til familien har politiet valgt først at fortælle om ulykken mandag.

Ulykken skete ud for en forretning i Smedegade, hvor et karlekammerskab udenfor på fortovet væltede ned over den fireårige Anton. Han blev kvæstet så alvorligt i hovedet, at han døde efter ankomsten til sygehuset.

- Drengen var på besøg hos sin bedstefar, som har en forretning, og det var uden for den, at skabet væltede ned over drengen, fortæller politikommissær Henrik Glintborg til Ritzau.

Midt- og Vestjyllands Politi har ikke fortalt offentligt om ulykken i weekenden, da man først skulle have underrettet drengens pårørende.

De pårørende i sagen er nu underrettet, og politiet har afsluttet efterforskningen af sagen.

- Det er en tragisk ulykke, der er sket i Struer, og der er ikke nogen, som vil blive stillet til ansvar i sagen, fortæller Henrik Glintborg.

Skabet stod på nogle sten

Det store og tunge karlekammerskab var klodset op med nogle sten, og ulykken skete ved, at den opklodsning på en eller anden måde kom i skred.

Efter ulykken blev den lille dreng fløjet med helikopter til sygehuset i Skejby, men han var så slemt tilskadekommen, at lægerne ikke kunne redde hans liv.

Mandag er den fireårige dreng ifølge Dagbladet Holstebro Struers netavis blevet mindet i den børnehave i Struer, hvor han gik.

- Da vi fik at vide, at Anton var død, ringede vi rundt til alle forældrene, og i dag har vi været samlet for at at afholde en mindeceremoni med alle børnene, siger Mogens Leth, som er leder af Struerskolens Børnehave til netavisen.

Ved mindehøjtideligheden blev der tændt lys, og der var blandt andet mulighed for at lægge en blomst ved et billede af den afdøde dreng.

- Vi talte med hans mor om det, og forældrebestyrelsen fik et stort billede af Anton sat op sammen med nogle lys, hvor alle hans kammerater kunne lægge en rose og fortælle alt det, de havde behov for om deres døde kammerat, fortæller lederen.