22-årig er fængslet for Fakta-røveri

Røveri af penge og cigaretter fra Fakta-butik blev en kort fornøjelse for 22-årig, der hurtigt blev anholdt.

En 22-årig mand fra Aarup på Fyn er blevet varetægtsfængslet, efter at han sent lørdag truede sig til penge og cigaretter i en Fakta-butik i byen.

Manden blev søndag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg, hvor dommeren fængslede ham i 14 dage.

- Manden kærede ikke fængslingen, siger vagtchef Bjarne Puggaard, Fyns Politi.

Den 22-årige blev anholdt kort efter røveriet og har tilstået sin indblanding i sagen.

Den unge mand gik kort efter klokken 20 lørdag aften ind i Fakta-butikken med en maske for ansigtet. Han truede sig med ord til penge fra kassen samt otte kartoner cigaretter.

Senere på aftenen fandt politiet et vidne, der havde set den pågældende uden maske.

Derefter aflagde politiet besøg hos manden, der havde lidt af pengene tilbage samt cigaretterne - og i øvrigt erkendte forholdet.