18-årig svæver mellem liv og død

Den eneste overlevende fra trafikulykken i ved Roskilde, hvor tre unge mænd blev dræbt i nat, er i yderste livsfare, fortæller politiet

Tre unge mænd mistede i nat livet i en trafikulykke på Køgevej ved Tjæreby syd for Roskilde. Den fjerde mand i bilen overlevede, men er i yderste livsfare, oplyser politiet. (Foto: Per Rasmussen)
Tre unge mænd mistede i nat livet i en trafikulykke på Køgevej ved Tjæreby syd for Roskilde. Den fjerde mand i bilen overlevede, men er i yderste livsfare, oplyser politiet. (Foto: Per Rasmussen)

En 18-årig mand kæmper i øjeblikket for sit liv efter bilulykken på Køgevej ved Tjæreby syd for Roskilde, hvor tre af hans venner blev dræbt i nat.

- Han er i yderste livsfare, fortæller Martin Hockerup, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, til ekstrabladet.dk.

Manden blev efter soloulykken bragt til Rigshospitalets Traumecenter.

Politiet kunne ikke umiddelbart efter ulykken identificere en af de tre dræbte. Han er nu identificeret som en 19-årig mand, der ligesom de to 18-årige omkomne stammer fra lokalområdet. De pårørende er nu underrettet..

Bilen med de fire mænd gled - efter alt at dømme på grund af for høj hastighed - af vejen og ramte et træ. Dermed blev køretøjet delt i to, og tre af passagererne blev slynget ud, mens den sidste sad fastklemt inde i bilen.

- Der er ingen tvivl om, at de har kørt med for høj hastighed, siger vagtchefen, der endnu ikke kan udtale sig om de nærmere omstændigheder omkring ulykken, og hvorvidt der var alkohol indblandet.

Ved du noget, så send sms til 1224 (det koster alm. sms-takst), eller skriv en mail til 1224@eb.dk