Anholdte stod ikke bag voldtægtsforsøg

Politiet måtte løslade to mænd, der var anholdt for forsøg på voldtægt - det var ikke de rigtige mænd.

Politiet har løsladt to mænd, der tidligt søndag blev anholdt for forsøg på voldtægt af en 40-årig kvinde fra Odense. Det oplyser Fyens.dk.

- Det har vist sig, at det ikke var dem alligevel, så de er blevet løsladt, oplyser vagtchef Hans Frederiksen fra Fyns Politi til nettjenesten.

Politiet havde ellers gjort klar til at holde grundlovsforhør med de to mænd søndag eftermiddag.

Kvinden havde mødt to mænd på et værtshus i det centrale Odense. Tidligt søndag morgen tilbød de kvinden at køre hende hjem og indtastede hendes adresse på bilens GPS.

Deres rute fører dog ikke mod kvindens hjem, men mod det nordøstlige Odense.

Kvinden opdager, at der er noget galt og slipper efter tumult ud af bilen. Den ene mand løber efter hende og trækker hendes bukser og underbukser af, hvorefter han ifølge kvindens forklaring beføler hende.

Imens er det dog lykkedes for kvinden at ringe til politiet. Det opdager manden, der vælger at stikker af.

Kort efter standsede politiet hvad de troede var gerningsmændenes bil.

Videoovervågning fra værtshuset har imidlertid fastslået, at de to anholdte ikke er identiske med gerningsmændene, oplyser Fyens.dk.