To personer er dræbt på togskinner

På en uge har syv personer taget deres eget liv ved at kast sig ud foran tog. Natten til søndag skete det igen

En mand blev natten til søndag dræbt på stedet, da han kastede sig ud foran et tog på Svendborgbanen på Fyn. En anden begik selvmord ved at kaste sig ud foran et S-tog sent lørdag aften.

Dermed er antallet af selvmord på togskinnerne oppe på syv i løbet af den seneste uge.

Ulykken i Svendborg skete ved Tordensgårdevej lidt nord for Svendborg, da toget kom kørende med høj fart i retning mod syd.

Desuden måtte S-togslinien til Frederikssund indstilles midlertidigt, efter at en 32-årig mand gik ud foran S-toget nær Veksø Station kort før klokken 23 lørdag aften.

Hele fire af den seneste uges påkørsler med dødelig udgang er sket på Fyn, mens to personer er dræbt i København og en ved Aarhus.

Selvmordsforsker og tidligere leder af Center for Selvmordsforskning Gert Jessen oplyser, at omkring 30 mennesker årligt mister livet på skinnerne ved at begå selvmord.

Den voldsomme stime af selvmord kan muligvis forklares med en statistisk tilfældighed af den ret voldsomme slags.

Men ifølge Gert Jessen kan der også meget vel være tale om en form for epidemi.

- Jeg kan bestemt ikke afvise, at der er tale om en eller anden form for imitationseffekt, ved at der har været enten lokal eller national omtale af de her selvmord, siger Gert Jessen.

Gert Jessen mener dog ikke, at medierne af frygt for at inspirere andre selvmordskandidater bør ignorere problemet. Men emnet bør berøres varsomt og med omtanke.

- Jeg mener helt bestemt, at det her bør omtales og beskrives, for man kan ikke tie problemet med selvmord ihjel. Men man skal gøre det ordentligt, siger.