Mand ramt af tog med 100 kilometer i timen

En person har begået selvmord på skinnerne ved Svendborg. Det er den fjerde personpåkørsel på Fyn i ugens løb.

En mand blev natten til søndag dræbt på stedet, da han kastede sig ud foran et tog på Svendborgbanen på Fyn.

Det oplyser vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Dødsfaldet skete ved Tordensgårdevej lidt nord for Svendborg, da toget kom kørende med cirka 100 kilometer i timen i sydgående retning.

Politiet har endnu ikke identificeret den dræbte, selvom ordensmagten har en idé om, hvem han er, og derfor er de pårørende heller ikke underrettet.

Nattens personpåkørsel er den seneste i en række andre dødsfald på skinnerne i ugens løb.

Seks personer har nu mistet livet i løbet af den seneste uge efter at være blevet ramt af tog. Hele fire af påkørslerne er sket på Fyn, mens den ulykkelige skæbne også er overgået to personer fra henholdsvis ved Aarhus og København.

Onsdag aften måtte togdriften mellem Odense og Nyborg indstilles i en times tid, efter at en person var blevet ramt af et lyntog. Torsdag stod togdriften igen stille på Fyn, da en person blev påkørt vest for Odense.

Selvmordsforsker og tidligere leder af Center for Selvmordsforskning Gert Jessen oplyser, at omkring 30 mennesker årligt mister livet på skinnerne.

Forklaringen på den voldsomme stime af selvmord kan muligvis forklares med en statistisk tilfældighed af den ret voldsomme slags.

Men ifølge Gert Jessen kan der også meget vel være tale om en form for epidemi.

- Jeg kan bestemt ikke afvise, at der er tale om en eller anden form for imitationseffekt, ved at der har været enten lokal eller national omtale af de her selvmord, siger Gert Jessen.