Ambassade i Kabul advarer danske rådgivere

Efter koran-afbrænding advarer den danske ambassade i Kabul civile danske rådgivere: De kan også være et mål.

Her billede fra Kabul i går. Foto: Polfoto/Photoshot
Her billede fra Kabul i går. Foto: Polfoto/Photoshot

Den danske ambassade i Afghanistans hovedstad Kabul advarer civile danske rådgivere mod, at de også kan blive mål for vreden efter amerikanernes koran-afbrænding på den militære Bagram-base lidt udenfor Kabul.

- Erfaringsmæssigt er uniformeret, internationalt personel særligt udsat, men også civile rådgivere kan være mål.

- Danske rådgivere bør derfor nøje vurdere om de institutioner, de har deres daglige gang i, er tilstrækkelig sikre og overveje at blive væk fra disse, indtil roen er genetableret, hedder det i advarslen fra den danske ambassade.

Advarslen er lagt ud på ambassadens hjemmeside.

Ambassaden understreger, at det dog selvsagt er den myndighed, man er udsendt af eller indgår i, der har den endelige afgørelse, om medarbejderne skal blive væk fra deres arbejdsplads.

Læs også: To Nato-rådgivere dræbt i Kabul

For eksempel bør rådgivere i EUPOL, den europæiske politimission i Afghanistan, følge de instruktioner, der måtte komme derfra.

- Ikke mindst efter fredagsbønnen har reaktionerne på koran-afbrændingen flere steder i landet udviklet sig voldeligt, oplyser ambassaden.

Ambassaden anbefaler derfor, at der udvises en ekstra og særlig agtpågivenhed omkring færden og møder i Kabul og i det øvrige Afghanistan, samt at man holder sig løbende orienteret gennem medier og andre relevante informationskanaler

- Man bør generelt holde sig på lang afstand af eventuelle demonstrationer og nøje overveje nødvendigheden af planlagte udgående møder og aktiviteter, lyder advarslen fra ambassaden.

Syv danske NGO-organisationer er til stede i Afghanistan, fremgår det af ambassadens hjemmeside.