Indonesisk fængselsoprør er slut

Sikkerhedsstyrker har generobret kontrollen med Kerobokan-fængslet på Bali efter flere dages optøjer.

Indonesiske myndigheder oplyser, at sikkerhedsstyrker har generobret kontrollen med det overfyldte Kerobokan-fængsel på ferieøen Bali efter optøjer brød løs i sidste uge.

Alle cirka 1000 indsatte er tilbage i deres celler, efter at et bandeopgør førte til voldelige optøjer, så fængselsbetjentene måtte flygte.

- Vi har kontrol med fængslet igen. Situationen er tilbage til normal igen. Fangerne adlyder vores ordrer, siger Bambang Krisbanu, der er talsmand for justitsministeriet.

- Jeg kan bekræfte, at ingen fanger er flygtet under oprøret, tilføjer han.

Politiet har trukket sig tilbage igen og overladt kontrollen med fængslet til fængselspersonalet. Dog bevogter 10 politifolk stadig indgangen til fængslet.

- Indtil nu har fængselspersonalet ikke haft brug for assistance fra os. Det betyder, at de selv er herre over situationen og fangerne, siger en talsmand for politiet.

Fængslet huser 60 udenlandske fanger heriblandt 12 australske narkosmuglere. Myndighederne have frygtet, at fangerne ville bruge udlændingene til at forhandle med.

Reportere, der har fået adgang til fængslet, fortæller om en større rengøringsaktion, der er i gang. Omkring 500 indsatte var samlet i en sal, hvor de spillede trommer, sang og dansede.

Indonesiske sikkerhedsstyrker stormede onsdag fængslet for at generobre kontrollen efter en nat med ildspåsættelser og stenkast, men blev slået tilbage.

Fjorten udenlandske fanger blev evakueret sent torsdag, men sendt tilbage til fængslet igen efter eget ønske, da de ikke ønskede at blive overflyttet til andre fængsler.

Myndighederne havde frygtet, at optøjerne ville gå ud over udlændingene, sagde en militærtalsmand.

Kerobokan er et af Indonesiens mest berygtede fængsler og huser blandt andet 125 kvindelige fanger og 11 indonesiske børn, hvis alder er ukendt. Fængslet huser tre gange så mange fanger, som det oprindeligt er bygget til.