Marcels søn: Jeg stod bag sædplan

Amagermandens 23-årige søn hævder, at han selv fabrikerede de ni gummidutter med faderens sæd, og at han skrev de udsmuglede breve. Men han gjorde det for at teste sin kæreste - ikke for at hjælpe sin far

Amagermandens 23-årige søn hævder, at han stod bag sædplanen - ikke for at hjælpe sin far, men for at teste sin kæreste. (Foto: Thomas Sjørup)
Amagermandens 23-årige søn hævder, at han stod bag sædplanen - ikke for at hjælpe sin far, men for at teste sin kæreste. (Foto: Thomas Sjørup)

De ni gummidutter, som politiet fandt under ransagning hos Amagermandens 23-årige søn, indeholdt alle sædvæske fra den livstidsdømte dobbeltmorder og sexforbryder Marcel Lychau Hansen, 46.

Det viser dnaundersøgelserne. Men alligevel hævdede sønnen under en afhøring i går hos drabssektionen, at han har fabrikeret de ni gummidutter - ikke for at hjælpe sin far - men for at teste, om han kunne stole på sin kæreste.

- Sønnen nægter, at han har modtaget gummidutterne fra sin far eller andre, siger Jens Møller.

Det var sønnens kæreste som gik til politiet, da hun fandt en gummidut og fire udsmuglede breve fra Marcel Lychau Hansen i parrets hjem i Nordsjælland.

'Jeg skrev brevene'
Men nu siger sønnen, at det også var ham, der skrev alle 10 breve, som politiet fandt under en minutiøs ransagning af hjemmet.

Gummidutter og breve lå skjult forskellige steder i hjemmet, og ifølge sønnens forklaring var det hele en plan om at teste kæresten.

Han benægter, at der var tale om en plan, der skulle bevise faderens 'uskyld' ved at plante sæden på et nyt offer eller gerningssted.

Sønnen blev bekræftet i sin antagelse om, at han ikke kunne stole på kæreste, fordi hun gik til politiet, da hun fandt den ene gummidut og fire af de 10 breve.

Læs også: Desperat Marcel til sønnen: Gør det nu !

Politiet har i dag forsøgt at afhøre Marcel Lychau Hansen i fængslet.

- Men han ønsker ikke at tale med politiet, siger drabschef Jens Møller til ekstrabladet.dk.

Sønnens dna på syv af ni gummidutter
Dnaundersøgelser viser, at den 23-åriges dna sidder udvendigt på syv af de ni gummidutter, som indeholder sædvæske fra Marcel Lychau Hansen med en sandsynlighed på mere end 1:1.000.000.

Sædvæsken stammer altså ikke fra sønnen, og derfor kan hans forklaring om, at han har fremstillet alle ni gummidutter altså ikke passe.

- Men det er hans forklaring. Han siger også, at han har skrevet alle breve, som vi mener er smuglet ud fra Vestre Fængsel fra Marcel Lychau Hansen, siger drabschef Jens Møller.

Smykker fra voldtægt
Den 23-årige søn tilstår hæleri af de smykker, som politiet også fandt på hans bopæl under ransagningen den 16. december, og som stammer fra den firedobbelte voldtægt på Ingolfs Allé på Amager, som Marcel Lychau Hansen er dømt for.

- Sønnen erkender hæleri af smykkerne, men han benægter, at han har fået dem fra sin far. Hans forklaring giver nu anledning til yderligere efterforskning, siger Jens Møller til ekstrabladet.dk.

Læs også: Smykker fra voldtægt fundet hos Marcels søn

Politiet mener, at det var Marcel Lychau Hansen, der i de udsmuglede breve bad og tryglede sin ældste søn på 23 om at begå en ny forbrydelse og plante faderens dna på offeret eller gerningsstedet.

I otte ud af 10 udsmuglede breve til sønnen lyder det desperat Marcel Lychau Hansen:

– Det haster.

- Nu skal det gøres.

- Nu er det snart.

Skriftundersøgelser
Grafologiske undersøgelser støtter, erfarer ekstrabladet.dk, at brevene er skrevet af Marcel Lychau Hansen. Men sønnen hævder altså, at han selv har skrevet alle brevene.

Under retssagen hævdede Marcel Lychau Hansen, at han var uskyldig og at den rigtige 'Amagermand' var på fri fod. En anden mand gik rundt med en dnaprofil præcist magen til, og han ville begå nye forbrydelser, hævdede Marcel Lychau Hansen i retten.

Planen var, ifølge politiet, at sønnen skulle begå et overfald og plante Marcel Lychau Hansens dna på offeret eller gerningsstedet. Dét ville bevise hans uskyld, fordi han alibi var tremmesikkert i Vestre Fængsel.

I et af brevene lød det: - Du skal ikke slå nogen ihjel for mig, højst slå en eller anden ned og plante dna.

'Amagermandens' søn er sigtet for forsøg på bevisforvanskning og hæleri. Nu skal juristerne vurdere sagen, men da det er straffrit at begå bevisforvanskning for en tiltalt eller hans nærmeste familie, kommer der næppe en straffesag mod sønnen for dét.

Han risikerer dog en tiltale for hæleri af de smykker for cirka 70.000 kr., som Marcel Lychau Hansen stjal, da han havde voldtaget og sexmisbrugt fire piger i villaen på Ingolfs Allé.

1 af 2 Amagermanden Marcel Lychau Hansen nægter at tale med politiet om sædplanen. (privatfoto)
2 af 2 Amagermandens 23-årige søn hævder, at han stod bag sædplanen - ikke for at hjælpe sin far, men for at teste sin kæreste. (Foto: Thomas Sjørup)