16-årig fik milten sprættet op

Vil ikke tale med politiet

En 16-årig dreng af anden etnisk oprindelse end dansk blev torsdag aften stukket fire gange med kniv i torsoen, oplyser Fyns Politi til ekstrabladet.dk.

Han blev ramt i ryggen, i brystkassen, i det venstre skulderblad og fik skåret milten op.

Han har efterfølgende fået fjernet milten på traumecentret på Odense Universitetshospital, hvor han blev indbragt klokken 19.

- Han blev bragt ind på skadestuen privat af fem mænd af anden etnisk oprindelse end dansk. De var meget højrøstede, og der opstod en trykket stemning, og skadestuepersonalet tilkaldte os, og vi anholdt de fem mænd for at få klarlagt, hvad der er sket. Det er ikke fordi, vi mistænker dem for at have ført kniven, men de kan måske bidrage til at opklare, hvad der er sket, siger vagtchef ved Fyns Politi, Lars Fredensborg, til ekstrabladet.dk.

Ukendt gerningssted
Den 16-årige selv ønsker ikke at tale med politiet.

- Han vil selv ordne det, så vi ved ikke, hvad der er sket og hvor det er sket, men vi behandler sagen som et drabsforsøg, siger Lars Fredensborg til ekstrabladet.dk.

Drengen er alvorligt såret men meldes uden for livsfare.

Den 16-årige og de fem mænd kommer alle fra Odense-bydelen Vollsmose.

Ved du noget? Mail os på 1224@eb.dk eller sms 1224 (almindelig sms-takst)