Stor udrykning til tumult

Op mod 15 patruljevogne til tumult i Husum

Københavnere blev lige omkring klokken 19 torsdag aften vidner til en større udrykning med op mod 15 patruljevogne, der kørte ud af byen i nordlig retning.

Patruljevognene fortsatte til Voldparken i Husum hvor anmelderen havde sagt, at et større sammenstød var under opsejling.

- Det var en større gruppe unge mennesker, der var forsamlet i Voldparken, og af ukendte årsager kom det til noget tumult, og vi skred derfor ind og fik parterne skilt ad, siger den centrale vagtleder ved Københavns Politi, Flemming Kim, til ekstrabladet.dk.

Politiet har ikke fundet tegn på, at de unge for alvor ville gøre hinanden ondt.

- Vi har hverken fundet knive eller andre våben, så lad os nøjes med at kalde det 'tumult'. Vi har holdt et par patruljevogne derud for at holde øje med, at det ikke blusser op igen, men langt størsteparten af patruljevognene er kørt fra Husum igen, siger Flemming Kim til ekstrabladet.dk.